Dagen derpå med fliselægning, strandtur og kræmmermarked
Jeg drak en masse fadøl og dansede til fødderne gjorde ondt… ‘RD’, som altid bliver en lille smule for fuld, kastede sin kærlighed på mig i aftes til årets sommerfest. Jeg fik svinget træbenet til mine fødder nærmest var ved at falde af… kysset blev jeg også… ikke helt frivilligt, men alligevel. Mon han kan huske det på mandag. Næppe (:
Poden kom med Poloen til morgen, men det var ikke lørdagens første gæst. I haven var Rejsekongen fra morgenstunden i færd med at lægge fliser i det irriterende ‘hul’ foran udhuset. Efter et par timers arbejde i silende regn kørte han dog hjem, men har annonceret, at han kommer igen i morgen og færdiggør projektet.
Under et ophold i regnen fyldte vi Poloen med hunde og kørte til stranden. Vi nåede en time derude i tørvejr og på vejen hjem lagde vi vejen omkring ‘Lagunen’, hvor der var kræmmermarked. Vi købte ingenting. I stedet stoppede vi ved en gård på Strandvejen og købte jordbær og nyopgravede kartofler.
Der er bestilt mormormad af Poden og kæresten – så i aften skal vi have ‘stegt flæsk og persillesovs‘… jeg tænker, at det også er ret god tømmermændsmad (: