Af Peter Brüchmann- 15. december 2013

Det er ikke medarbejderne, den er gal med i Danmark – det er cheferne

De prøver at bilde dig ind, at Danmarks konkurrenceevne er i krise – men det er en ledelseskrise

Er det for sent at komme med juleønsker? For tidligt at komme med nytårsforsætter? Uanset hvad, så er her mit største ønske for 2014:

Lad os høre om, hvordan vi får mest ud af vores dygtige medarbejdere i Danmark. Ikke om, hvor lidt de arbejder. Ikke om, hvor meget de får i løn. Og ikke om, hvor kloge og godt uddannede de er i alle de andre lande.

Vi betaler gode lønninger og giver vores medarbejdere gode vilkår i Danmark, og det har den offentlige debat handlet om i flere år, og vi er nærmest holdt op med at tale om, hvordan vi gør gode medarbejdere dygtigere. I stedet kontrollerer vi dem, måler dem, benchmarker dem og slår dem så oven i hovedet med alle tallene.

Lad os dykke ind i en tilfældig virksomhed. Vi kan kalde den Danske Bank. Her fik de sidste år en ny direktør, hentet i bestyrelsen. Ikke en bankmand, men en vistnok dygtig leder. Han slæbte korteger af verdens fineste konsulenter ind, som nærmest holdt verdenskongres i skemaer, målinger og nye processer. Hverken konsulenter eller direktøren var klassiske bankfolk, men hvad gør det. Det handler om professionel ledelse, ikke sandt?

I dag er direktøren væk. Banken er stadig rystet. Årtiers professionel kultur er forvandlet til præstationsangst. De færreste tør tage initiativer. Alle har forsøgt at følge skemaerne og de nye processer.

En ny chef er kommet til, og han forsøger at reparere og sige alt det rigtige om vigtige medarbejdere og vigtige kunder. Men skaden er sket, og Danske Bank er, som jeg ser det, blevet et skoleeksempel på den ledelseskrise, vi har i Danmark.

Undskyld jeg bander, men det er sgu ikke medarbejderne, den er gal med, det er cheferne. Det, vi har i Danmark, i disse år er en ledelseskrise. Og vi har faktisk altid været gode til ledelse i Norden, men målehelvedet, den udtalte mangel på tillid, det udtrykker og den lige så udtalte manglende evne til at fokusere på den enkelte medarbejders potentiale har ødelagt ufattelig meget.

En professor fra Stanford University, Jim Adams, sagde engang: “Dygtige firmaer belønner succes, straffer fiasko og er ligeglade med passivitet. Virkeligt dygtige firmaer belønner succes og fiasko, men straffer passivitet.” Underforstået: Du må gerne vise initiativ. Vi har tillid til, at du ved, hvad du gør. Også når det en sjælden gang går galt. Alternativet er en kultur af frygt, nøleri og tristesse.

Vi belønner politimesteren, der får kryds i bonusskemaet ved at knalde en masse cyklister i et ufarligt kryds og opfylde sin kvote. Vi belønner sundhedspersonalet, der udfylder alle skemaerne rigtigt. Men vi er blevet ude af stand til at se og anerkende den dygtige betjent, den dedikerede sygeplejerske og den givende og kompetente lærer.

Jeg håber inderligt, at produktivitetskommissionen i 2014 vil pege på skoleeksempler, hvor dygtige medarbejdere har gjort store forskelle i offentlige institutioner. Pege på tillid. Og jeg håber, at topledere vil kunne se den reelle krise og gøre noget ved den.

Det er nødvendigt.