Det gør indtryk

Jeg faldt forbi den skønne Anita til morgen…

Det gør indtryk
– at sidde i nutiden og bevæge sig rundt i fortiden med en gammel kæreste. Og pludselig, så savner jeg sgu egentlig bare at have en kæreste.

Det kunne lige så godt ha’ stået her (bortset fra, at jeg lige pt. ikke savner, at have en kæreste). Jeg har nævnt det før… at sådan et forlist forhold, selv mange år efter, kan danne grundlag for et spirende varmt venskab.

Der er vi lige nu. Midt i det spirende. 20 år eller deromkring skal vi have indhentet, så vi snakker og snakker og snakker. Og det gør indtryk. Vi har undret os over, at vi ikke bevarede venskabet på trods og på tværs af nye forhold. Men for 20 år siden kunne vi ikke have været venner. Der var alt for mange følelser involveret , da vi skiltes. På den værst tænkelige måde.

Det har fortabt sig i glemslen eller er i det mindste forlængst tilgivet.

Nu står vi begge to på et sted i livet, hvor vi har brug for at vende tankerne med en, som ingen aktier har i det liv, vi lever lige nu. Og det gør vi så. Der er både de tunge samtaler og de sjove og drillende. Hvor vi er på vej hen, ved jeg ikke. Måske løber vi tør for ord og bevæger os videre, når vi har brugt hinanden op. Måske er vi venner for livet.

Det er som bekendt svært at spå… især om fremtiden.

Og lige nu… snakker vi bare.!

 

7 Comments

  • Anita

    Du er sgu så dejlig, Mette 🙂

    Det er vidunderligt at kunne dele sit liv med en gammel kæreste, på en venskabelig måde, og det gør jeg næsten hver uge med to af mine gamle kærester.

    Lige i det tilfælde, som jeg beskriver på min blog, handlede det ikke så meget om, at vi engang havde været kærester, men mere om de oplevelser vi havde sammen. De var sindssygt sjove, enormt hyggelige og meget lærerige… og ved det, at vi talte om det, tog vi på en fælles tankerejse tilbage i tiden.

    Så tænkte jeg videre, da han var gået (du ved selv om, blandt andet, hvad) og så havnede jeg hos en anden gammel kæreste (i tankerne) og så blev jeg da helt… suk 😀

  • Koh-I-Noor

    Nogle mennesker kan man møde og bare fortsætte, hvor man slap. Uanset hvor mange år, det er siden sidst. Jeg har også prøvet det, og det er fascinerende og dejligt 🙂

    Øhm… Jeg troede da, du havde en kæreste?!?

  • Lisbeth

    Hvor er det dejligt at kunne tage et venskab op igen efter 20 år, og at I igen kan få glæde af hinanden. Det er altid godt med gode venner at drøfte livet med.
    Held og lykke med det.

    • Mette

      Det er rigtig rart og fordi vi har kendt hinanden så godt engang, er det så enkelt og ligetil bare at være sig selv.

  • Kong Mor

    Hvor lyder det altså skønt at kunne være der i sit liv – samtidigt. At man kan snakke og blive venner og have den fortid sammen.
    Skønt at læse!

    God mandag

    • Mette

      Tilfældigheder bragte os sammen dengang og tilfældigheder har bragt os sammen nu… engang var han en jeg holdt rigtig meget af og den følelse er ikke svær at genkalde og genbruge i et venskab…

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *