Konfliktramt

Da jeg startede med at arbejde for 30 år siden var det i produktionen. I øvrigt på forsøgbasis da man ikke tidligere havde beskæftiget piger i den afdeling. Jeg var operatør, i hvid kittel og på 3-holdsskift. Forsøget må være faldet heldigt ud, for jeg forlod først afdelingen efter 11 år 🙂

Det ene af de tre produktionshold bestod næsten udelukkende af mænd organiseret i fagforeningen Prosa. Alle vi andre var HK’ere. Jeg har været i strejke et par gange eller tre i al den tid jeg har været på arbejdsmarkedet, men Prosa folkene… jamen de var – som jeg husker det – i strejke i tide og utide. De var røde, med fodformede sko og store fuldskæg – og altså ikke nogen, der stak op for bollemælk. Hvis noget ikke passede dem, gik de hjem..!

De uddøde lige så stille i min afdeling og jeg har ikke hørt noget til Prosa i mange år… før i går.

Poden har nu fået udbetalt løn to gange og selvom hun har frikort, er der trukket 55% i skat ved hver lønudbetaling. “Nederen”, som hun siger. Vi har været på Borgerservice og tjekket, at der ligger et frikort lige klar til at trække. Og det gør der.

Vi har derfor været noget uforstående overfor, at de fortsat trækker skat lige indtil jeg loggede på SKAT og fik flg. popup

Iflg. diverse nyhedsmedier er det en arbejdskonflikt mellem CSC og… Prosa… og altså igen dem, der skaber problemer. Underligt at medarbejderen på Borgerservice ikke gjorde os opmærksom på det lille problem, når vi nu beskriver vores lille frikortsproblem for ham :-/

Nåmen Poden venter da bare. Pengene er ikke tabt og så længe de ligger i SKAT’s lomme, bruger hun dem jo heller ikke 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *