Årle morgen

Jeg var oppe før en hvis mand fik sko på i dag. Gårsdagens uro rumsterede i hovedet og jeg kunne ikke finde ro til at sove. Det irriterer mig grænseløst, at (…) stadig kan have den indflydelse på mig. Jeg troede, at jeg forlængst var kommet videre, men det er ikke altid hjertet har forstået de beslutninger hjernen har taget. Langt fra 😕

Nu er der jo også grænser for, hvor tidligt jeg kan møde ind på jobbet, så jeg måtte slå tiden ihjel med noget fornuftigt. Iført gummistøvler, natbukser og en varm trøje bevægede den rødhårede og jeg os ud i det allerførste morgenlys. Langt ud af markvejen gik vi i disen, mens solen langsomt stod op. Den rødhårede nød den lange tur. Hun er vant til, at det kører efter en snor om morgenen, så den ekstra frihed og tid blev brugt på alverdens tant og fjas i kornet og det høstede græs, på at jage fugle og på at vande hvert et græsstrå.

Jeg er ikke længere så tidligt oppe i weekenden, så det er sjældent efterhånden, jeg oplever fornøjelsen ved at føle mig som Palle alene i verden.

I dag har jeg to forhåndsregistrerede gæster. Og de kommer først kl. 13.30. Hverdagen er i allerhøjeste grad præget af, at der er ferie og jeg kan uden at overdrive sige, at jeg røvkeder mig. Desværre kan jeg ikke bare lukke og gå hjem, så jeg glæder mig til næste uge, hvor min makker er tilbage og jeg har frihed til at gå, når jeg lyster.

Og så er der forresten blot 7 arbejdsdage til sommerferien..! YUBIIII

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *