Endnu en til glemmebogen

Morgenen blev brugt på en ubehagelig, tåbelig og ikke mindst ufrugtbar meningsudveksling med et menneske jeg holder meget af, men som jeg bare ikke kan finde melodien med. I stedet for at erkende, at det er svært, for ikke at sige umuligt at ændre på andre end sig selv (og det er såmænd svært nok), så sidder vi der, i hver vores skyttegrav og fastholder stædigt vores egne synspunkter uden at lytte ordentligt til hinanden. Det gør mig rigtig ked af det, men jeg må nok desværre erkende, at jeg ikke formår at være sådan et menneske, der er plads til i den der perfekte verden.

Midt i det hele ringede mobilen og i den anden ende befandt sig et barn med stemmen fuld af gråd. Hun var gået hjem fra skole, fordi hun kunne ikke holde alle spørgsmålene om Dagmar ud. Jeg lukkede ned og kørte hjem efter blot et par timer på job… jeg synes ikke, hun skulle være alene, når hun var så ked af det og samtidig havde jeg selv brug for “luft” og noget andet at tænke på.

Fredag er sidste arbejds- og skoledag. Vi har ferie i 14 dage.  Og jeg tror vi trænger, både poden og jeg!

0

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *