• Et øjeblik...

    Spildt mælk

    Som nævnt i mandags frygtede jeg regningen fra boligselskabet på vedligeholdelse af huset, hvor jeg boede tidligere. De er kendt for at tage hårdt fat i ‘misligehold’ og derefter sende meget store regninger ud til tidligere beboere.

    Gulvet i min stue fik desværre stemplet *misligeholdt’. Det skyldes udelukkende, at Ninjaen har haft en rød sækkeseng, som til min store ærgelse smittede af på gulvet. Det kommer til at koste mig dyrt…  penge jeg ellers ville have fået retur. ØV.

    Jeg har i dag modtaget et overslag på det arbejde, der skal gøres og den skide sækkeseng kommer til at koste mig ca. kr. 6000,-.

    Heldigvis ser det ud til, at mit indskud kan dække regningerne.

    Men 6000… dem kunne jeg dæleme godt have fundet noget sjovere at bruge på! En halv Ninja mere foreksempel.

    Er der ikke noget med, at man ikke skal græde over spildt mælk? Det vil jeg så undlade og i stedet glæde mig over, at jeg ikke skal punge yderligere ud.

  • Et øjeblik...

    Mor er ikke sur, mor er skuffet

    Jeg troede,  vi skulle have været på tur til Skagen i dag, men Poden har haft besøg af kæresten og de unge mennesker er så eventyrligt sløve og var først klar til at begive sig ud i verden da klokken var næsten 14… lidt sent at starte en dagsudflugt. Øv.

    Årets varmeste dag blev i stedet tilbragt i skyggen i haven. Det havde også været dejligt, hvis ikke lige det havde været i “selskab” med en nabo, der irettesætter sine børn i én uendelighed. Jeg tror, hun truede 30 gange inden for en time med at de kom i seng…

    Hold kæft det er trættende at høre på.

    Jeg fandt et par hørebøffer og noget lækkert musik og det kunne filtrere 90% at lyden fra skærebrænderen.

    Måske skulle jeg alligevel overveje den flytning.

     

  • Et øjeblik...

    Mit hood i bytte for en 5 års krise

    Tohundrede meter fra min gadedør ligger bygmarkerne snart høstklare og i Hammer Bakker kender jeg enhver lille skovsø og hver en lysning.

    Der er 13 minutters kørsel til min arbejdsplads. Byen har de nødvendige handlemuligheder. Der er både bibliotek og apotek. Jeg har søde naboer. Kvarteret er fredeligt og huset er rart.

    Jeg kan have lidt svært ved at forstå, at jeg indimellem får lyst til at flytte herfra.

    Jeg har hørt man kan få sådan nogle 5 års kriser, hvor man har lyst til at revolutionere hele sit liv. Måske er det sådan en, jeg er blevet ramt af.

    Jeg har så tilgengæld også erfaret, at krisen kun er varm luft og fiser ud i det rene ingenting, hvis man blot venter.

    (til min fordel taler, at min lille revolution ikke sårer andre, uanset om den bliver udført eller ej.)

  • Et øjeblik...

    Overvejelser

    Da jeg forlod jobbet i går eftermiddag blev jeg overhalet med 180 i timen først af politiet og siden af en af Falcks store fejeblade. Som daglig bruger af Limfjordstunnelen ved jeg godt hvad det betyder… kø!!!

    Og ganske rigtigt, et øjeblik efter holdt jeg her… fanget i en enorm kø af biler.

    Der gik noget der ligner en time, før der var opløsning og vi kunne komme gennem flaskehalsen.

    Hvergang jeg bruger tid i sådan en kø overvejer jeg om ikke Poden og jeg burde hive teltpælene op og flytte syd for fjorden. Tilbage til Aalborg. Og således også i går. Havde vi ikke haft den rødhårede havde jeg ikke betænkt mig et sekund.

    Vi gør det nok lige pludselig en dag.

  • Set i nyhederne

    Verdensklasse… næsten

    I et almennyttigtboligbyggeri med ca 220 boliger vil der ganske naturligt bo en mangfoldighed af forskelligartede mennesker – og  jeg er faktisk ret godt tilfreds med og også lidt stolt af at bo et sted, hvor vi ligefrem kan prale af at have Danmarksrekord i rummelighed… trods regler om hækhøjde og farven på vores havelåger 😉

    Du kan læse artiklen i stor størrelse ved at klikke på billedet

  • Et øjeblik...

    Rabat i Vodskov

    Søndag skal der handles stort ind i Vodskov.

    Brugsen i byen holder søndags åbent fra 10-17 og giver hele dagen 20% rabat på alle butikkens varer (med ganske få undtagelser som cigaretter, frimærker, benzin og lign.)

    Det skal jeg da lige huske – med kun én indtægt i husstanden betyder 20 % også noget!!!

    .