Den var på tilbud i Netto… og jeg tænkte, at hvis jeg kunne få løftet bare en lille bitte flig til det store mysterie, så ville pengene være godt givet ud.

Jeg må nemlig blankt erkende, at jeg hverken forstår mig på gamle biler eller midaldrende mænd. Fyldte med uforståelige særheder som de er. Bilen kan man sende på værksted. Det er straks værre med manden. Ham er man nødt til selv at forsøge at greje.

Jeg håber, at blive en lille smule klogere… bare en lille smule… hvis jeg (mod forventning) finder noget epokegørende skal jeg nok sige til.

Men ville det ikke være for nemt hvis løsningen lå på en hylde i Netto.

Jeg tror det :)

Mænd vil aldrigt forstå kvinder, og kvinder vil aldrig forstå mænd – og det er der ingen mænd eller kvinder, der kan forstå.

Jeg synes lige det var i går, hun blev konfirmeret… og nu har hun job og Master Card, flakker omkring på egen hånd i Irland og sender spøjse billeder fra iPaden.

Tænker at jeg er blevet tilsvarende gammel i mellemtiden, selvom det ingenlunde føles sådan. Faktisk så føles det stadig, som om jeg er et sted der omkring tyverne. Cirka. Og hører Søs Fenger, kører underlige gamle biler og møder mænd, der gi’r mig ubegrundede sug i maven og symptomer, der minder om en blanding af influenza, OCD og almindelig vanvid :-/

Og heldigvis bliver man aldrig for gammel til den slags. Har jeg erfaret. Og jeg smiler.

Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg forstår mig ikke på mænd. Jeg tænker, at det helt sikkert er ganske gensidigt. Og er der overhovedet noget nyt under solen dér. Næppe!

Jeg fik overstået en svær, men nødvendig samtale fredag aften. Nytteløst egentlig. Jeg ved ikke, hvad pokker det er, der gang på gang får mig til at tro på, at kvinder og mænd kan være venner.

Det er lidt kompliceret at forklare, når baggrunden er et helt privat anliggende… men i bund og grund tror jeg, at problemet er, at jeg er en kvinde og han er en mand – og der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. I teorien burde venner kunne glædes på hinandens vegne… men er der følelser i klemme, fungerer det ikke i praksis. Har jeg erfaret.

Jeg tænkte (i min naivitet), at det ville være en god ide at sætte ord på … så det der fnidder ikke får lov at være usagt… så vi ved hvor vi har hinanden.

Dét var det så heller ikke!

Jeg lærer det vist aldrig.

Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større… (citat Pia og Thomas Helmig)

Kl. 12 var der indkaldt til afdelingsmøde. Årets MTA (Medarbejder Tilfredsheds Analyse) skulle gennemgås. Jeg kan/skal ikke kommer nærmere ind på den, udover at et af de punkter vi dumpede på, var det med ”at drage omsorg for hinanden”.

Det diskuterede vi lidt og jeg tror, de fleste var enige med mig i, at det nok havde grund i, at det er en mandsdomineret afdeling… og at alt det føleri ikke er noget for mænd!

Jeg tænkte over det efterfølgende… og jeg vil egentlig gerne trække lidt i land igen.

For måske dumper de i, at vise omsorg for hinanden… mændene imellem…. men de er til gengæld i verdensklasse, når det gælder omsorgen for afdelingens eneste pige… nemlig mig.

De er ikke sene til at se, hvis noget går mig på, hjælpe hvis jeg har brug for det, sende besked uden for arbejdstid for lige at høre hvordan det går… og hvor mange steder bliver en 49 års fødselsdag lige fejret, som jeg blev det i går? Nej vel.

Og så har jeg slet ikke engang nævnt de mænd jeg omgåes uden for arbejdstid… bedstevennen, naboen, “onklen”… jeg er SÅ heldig.

…

Men nu stopper festen altså… man har kun fødselsdag én dag… også selv om man er Dronning af Tredie (-:

Også i dag, er der tikket hilsner ind… ja, og gaver har jeg sågar også fået.

Jeg bliver jo helt blød om hjertet af al den omsorg og opmærksomhed.

♥ ♥ ♥

Det er en af de dage, hvor det eneste, jeg har lyst til at sige, er:

LÅRT..!

Op med hagen og bedre held i morgen Frøken Bech.

Se nu der… nogen ting kan fylde så meget i hovedet, at man glemmer alt omkring sig.

Ikke nok med, at jeg kørte for langt… jeg missede oven i købet TO afkørsler og i stedet for at dreje fra ved afkørsel 16 mod Dronninglund/Hjallerup for at hente min mor på Dronninglund Sygehus, måtte jeg helt op omkring Flauenskjold ved afkørsel 14 for at vende :-/

Hvor det lige gik galt ved jeg ikke. Jeg forsøgte at skylde skylden på mørket og regnen men jeg tror desværre ikke det er den hele sandhed.

“Not all who wander are lost” og jeg fandt da også både Dronninglund og min mor… omend noget forsinket.

Jeg mødte en inde i byen i dag… turde knap nok kigge på ham… sendte blot en lille smil og hastede videre. Jeg skal fa’me ikke ha’ ørene i maskinen. Igen.

Poden skal køres på arbejde. Min mor skal hentes og bringes hjem fra Dronninglund (hvis hun altså er der endnu). Endnu en dag i mit nye liv som familiens transportminister… et job som jeg passer ved siden af det, jeg bestrider og får løn for.

Jeg gad godt, at der bare en enkelt dag var tid til mig.

Bare én.

Der var en, der spurgte i går:

Du skal bare være blandt mænd.
Hvorfor egentlig?

Det har jeg gået og funderet over, mens jeg gjorde rent - for det er en helt korrekt observation. Og sådan har det stort set altid været.

Da jeg var barn og skulle ønske mig noget min far skulle have med hjem fra en af sine utallige rejser var svaret; “et revolverbælte“. Jeg fik det flotteste revolverbælte ever… og to smukt dekorerede seksløbere med perlemorsskæfte. Jeg  havde ishockeystave og spillede med knægtene i gaden. Jeg legede også med dukker. Og piger. Men som jeg husker det, foretrak jeg helt klart drengene.

Da jeg fik mit første job var det i en ren mandeafdeling. Sådan er det også i dag.

Jeg oplever mænd, som mere ærlige. Der er ikke så meget fnidder… en skovl er en skovl og så er den ikke længere. Det tiltaler mig. Jeg føler mig i det hele taget bedst tilpas i selskab med mænd - sådan er det bare og jeg tror ikke, der findes nogen egentlig forklaring. Og jeg behøver vel heller ikke have en (-:

Andre spørgsmål som også er udsprunget af gårsdagens samtale og som jeg også mangler svar på

• Hvornår er det blevet forbudt, at vælge sine egne venner - enten man er 17 eller 47? Hvorfor skal andre dømme om den ene eller den anden er “comme il faut”?
• Hvorfor har man i omverdenens øjne nærmest pr. definition noget kørende, hvis man er venner med en af det modsatte køn?
• Hvorfor betragtes man som single pige/kvinde også nærmest pr. definition som en potentiel trussel mod ethvert parforhold?

Ved du det..? For jeg gør ikke.

Nåmen dagens mand er på trapperne… menuen står på Pariserbøf med hele svineriet og kold Heineken til. Det bli’r næppe meget bedre.

Hvorfor er det lige sådan, at mænd kan få en simpel forkølelse til at minde om en nærdødsoplevelse og af samme grund selvfølgelig er nødt til, ikke bare at ligge i sengen, men også belaste det danske sundhedsvæsen med et lægebesøg?

Det ER ikke Ebolaen, der har ramt Nordjylland – men man skulle tro det!

Han er ikke min type.

Han er lidt for pæn, lidt for ordentlig, grænsende til det kedelige… men der er alligevel noget over denne Hr. Cedergren, som jeg finder aldeles charmerende.

Eller måske er jeg i virkeligheden bare træt af den type jeg sædvanligvis falder for og drømmer derfor om en mand uden overraskelser, som er til at stole på og regne med… og sådan en ligner Jacob Cedergren.

Måske.

Eller også ville jeg i virkeligheden kede mig ihjel..!

(jeg bør måske nævne, at jeg netop har set “Den som dræber på TV2)

Sådan står der på en indbydelse, jeg har fået til en 30 års fødselsdag. Og det er et eller andet sted rigtigt – alder betyder ikke andet for den enkelte end blot et tal - og alligevel er alder noget, man hele tiden må forholde sig til. For eksempel når man skal have kørekort, skal på efterløn, planlægger børn, osv…

Den anden morgen faldt også samtalen omkring skrivebordene på alder eller rettere på aldersforskelle i parforhold. Jeg havde mødt en mand, som jeg kom sammen en overgang da jeg var først i tyverne… han var en del ældre end mig… jeg husker ikke længere hvor meget, men i hvert fald fortalte han mig, at han nu var bedstefar og gået på efterløn..! Efterløn vil sige, at han mindst er 60. Helt ærligt, så har jeg lidt svært ved at forestille mig i dag, at være kæreste med en efterlønnende bedstefar. Come on… jeg har et barn, der stadig går i folkeskole og er “under overvejelse” som papmor til en 10 årig!!! Papbedstemor… nej, det tror jeg virkelig ikke!

Mændene i mit liv har med ganske ganske få undtagelser altid været yngre end mig. Nogen meget (for meget) - de fleste næsten jævnaldrende. Ubevidst. Tror jeg. Jeg har ikke afvist nogen pga. alder. Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg mener…  det er jo ikke lige det første man spørger om… nå, så gammel, ud til højre!!! Heller ikke ovennævnte mand. Det var ikke selve tallet, der gjorde, at det ikke blev til mere. Men alderen spillede alligevel en rolle, for vi var bare ikke samme sted i livet. Det var vi ikke dengang og det er vi ikke nu! Måske kunne vi ha’ været det ind imellem… måske ikke!

Er det så simpelt som “lige børn leger bedst”? Jeg ved det ikke, men jeg har alligevel en vis erfaring efterhånden og den siger mig,  at samspillet mellem mennesker, både i og uden for parforhold, fungerer bedst, når vi er på nogenlunde samme niveau… alder, intellekt, uddannelse, osv..!

Hvad siger du?

Poden er vel ovre de afsluttende skriftlige eksaminer i dansk, matematik og engelsk. Hun er tilfreds med sin indsats og så er det op til censorene at vurdere resultatet. Jeg ved, hun har gjort sit bedste og det er godt nok til mig. Uanset hvilket tal, der komme til at stå nedenunder.

Knap så tilfreds har jeg været med min torsdag. Et enkelt telefonopkald onsdag aften ødelagde både humør og nattesøvn. Og ikke engang mine kollegers forsøg på at muntre mig op hjalp ret meget. Jeg har været inde på det før… det her med forventningsafstemning… og jeg skal hilse og sige, at det er ikke så skide nemt. Særligt når det viser sig, at forventningerne - når det kommer til stykket - går i hver sin retning.

- og nu havde vi det lige så rart, hvorfor kunne vi ikke lade det blive ved det..?

Nå, shit happens… og så over til noget helt andet.

I sidste uge solgte Netto “Genesis” af Karin Slaughter til 49,95. Ikke en herregård når man tænker på hvad bøger ellers koster og da jeg ikke havde andet på tapetet røg den i indkøbskurven. Det er en hårdtslående amerikansk krimi når den er bedst… det er ikke læsning, der hverken rør eller forandrer verden… men tilgengæld det er ren uforfalsket underholdning. Og det skal der også være plads til. I dag fandt jeg tre mere i samme serie i Kvickly Extra og til samme pris. Underholdningen til den kommende sommer på terrassen er i hus.

Fredag venter lige om hjørnet. Torsdagens trælshed bliver lagt på hylden, jeg melder mig ud af mobilnettet og ind i weekendens lyksalige langsommelighed. Og med udsigt til 21 grader, skal der måske allerede nu tages hul på sommerlæsningen.

Hvad sker der lige for ham Knud Borck… på ganske få timer har ikke mindre end 14 forskellige fundet vej til min side ved at  Google Knud Borck. Hvis du er en af dem, der har googlet Knud og er havnet her, så læg da lige en kommentar om hvorfor han pludselig er så rasende populær. Please!