-
Gammel.. hvem? mig?
Musik fra dengang jeg var “Frøken”.
Smukke nigeriansk fødte Sade blev introduceret for mig, af en kæreste jeg havde tilbage i 80’erne (kors det er mange år siden).
Jeg må jo være blevet tilsvarende gammel i mellemtiden, selvom det ingenlunde føles sådan.
Faktisk så føles det stadig, som om jeg er et sted der midt i tyverne. Cirka. Og hører Sade og møder skønne mænd, der gi’r mig foruroligende sug i maven.
Og heldigvis bliver man aldrig for gammel til den slags.
Har jeg erfaret.
Og smiler.
-
The Savage Rose
Torsdag spottede jeg på Facebook, at Savage Rose var på programmet på Skråen lørdag. En pludselig indskydelse og en nylig genopdaget kontakt med min indre hippie fik mig til at bestille billet.
Til morgen blev koncerten aflyst pga. sygdom… og den nye dato der er sat kan jeg ikke!
Jeg kunne godt have fået pengene refunderet, men jeg orker ikke bøvlet. I stedet har jeg foræret billetten væk. Til en jeg ved vil sætte stor pris på oplevelsen.
ØV – jeg havde sådan glædet mig til at høre Anisettes unikke stemme live.
Nu må jeg høre den på iPod’en, mens jeg danser i bare fødder… på stuegulvet!
-
Hvis du vil
Vi må have overskud og række hånden ud!
-
Pogonophile
Pogonophile er en slags skæg fetichist og i forhold til de (musikalske) mænd jeg sværmer for, så passer det fint på mig. Ny på iPoden er Villagers med albummet ‘Darling Arithmetic’.
[hdivider type=”single-dashed” length=”long”]
Onsdag er Store smagedag i kantinen og er man ikke glad andre steder, så bliver man det i hvert fald i munden. Ellers er det fortsat lidt op ad bakke med arbejdsglæden.
I går var vi 3 ud af 7 på job. En sad i telefonmøde hele dagen og en anden var tvær… og så kan de fleste vel regne ud, hvem resten af afdelingens mange opgaver hængte på!
Jeg var træt i aftes, i både hoved og krop. Heldigvis dukkede den munter P op i min stue. Eller i hvert fald i min mobil. Han strøede om sig med snak og latter og løftede tirsdagshumøret langt ud over hvad det fortjente.
Han har forresten også skæg!
-
Lidt mildere stemt
Jeg har et mildest talt anstrengt forhold til Lars Lilholt og i særdeleshed til ‘Kald det kærlighed’.
Aversionen stammer tilbage fra min vilde ungdom.. en weekend i et sommerhus i Blokhus, alt for mange mennesker, alt for mange øl og alt alt alt for meget Lars Lilholt…
I aftes sad jeg og dimsede med noget kode og nogle billeder, mens ‘Toppen af poppen’ kørte i baggrunden. Lars Lilholt var hovedpersonen og alene synet af manden kunne normalt få mig til at skifte kanal. Jeg gjorde det dog ikke, og allerede da Stine Bremsen havde givet sin version af ‘Hvor går vi hen når vi går’, var jeg lidt mildere stemt.
Med ‘Kald det kærlighed’ i Mattias’ version er det faktisk lykkedes mig, at synes om det nummer igen.
Nogen vil sikkert kalde det blasfemi, men så er det fordi de ikke deltog i den weekend i Blokhus!!!
-
Før eller siden
Min tålmodighed er ikke stor og jeg synes, at vi bevæger os to skridt frem og et tilbage i noget, der minder om snegletempo.
– men jeg kan vente, tage mig al den tid det ta’r.
JO, jeg kan!
-
I drømme er alt muligt
Nætterne er fulde af drømme, som på den ene eller den anden måde afspejler ting, der foregår i underbevidstheden. Drømme giver os informationer om nogle følelsesmæssige tilstande i krop og sind, som kan være svære at få adgang til i dagsbevidstheden. Sådan siger de, der tror på den slags.
I nat drømte jeg om P.
Vi gik hånd i hånd en sommernat ved stranden, snakkede kunst og arkitektur. Kyssede for første gang. Han var i shorts og havde pæne knæ (trods påstand om det modsatte). Morgenen efter havde han linet alle sine malerier/billeder op på mit stuegulv. Dem ville han gerne, om jeg ville sende retur til ham.
Og så gik han. Uden forklaring og uden at se sig tilbage.
At han også efterlod en lille sprællende pige på max. et par år, som oven i købet havde skidt i bukserne, havde han åbenbart glemt.
Drømme er en underlig størrelse og i virkeligheden efterlod han ikke andet end undren.
I’d forget about you in a heartbeat if I had to.
Troede jeg…
-
Noget at se frem til..
Musikalsk glæder jeg mig til mørke oktober… 2 x 2 billetter til Musikkens Hus er dumpet ned i min turban.
3. oktober er Anya på programmet og 31. oktober er det Alex Vargas.
-
Feeling Good
Tidlig tur ved stranden.
Lang weekend.
Lækker morgenmad.
Bløde bukser.
En varm hund ved fødderne.
Kaffe i solen på terrassen.
Jeg er så nem.
Ukompliceret.
Små glimt at lykke.
Mere behøver jeg ikke.
-
Ordknaphed
Jeg nyder noget tiltrængt offline-tid og har trukket netstikket.
Så’n da!
Helt væk bliver man vel alligevel aldrig… telefonen er i hvert fald åben og hvis du er single, ser godt ud, og har lyst til at rejse til Frankrig og se Tour de France (alternativt bare tage til Nibe og høre James Bay) så ring 🙂
