• Langtorsdag

    En lang torsdag er ved at finde sin afslutning og det eneste jeg orker er at smække benene op i sofaen, drikke noget kaffe og se en god film.

    Vi havde fri i dag, både Poden og jeg. Det er 3 måneder siden førstnævnte blev opereret på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus og i dag skulle resultatet kontrolleres og vurderes af den opererende kirurg. Hun har lavet et rigtigt fint stykke arbejde og jeg kunne se, hvor meget det glædede hende, at Nanna er så glad for resultatet.

    Nu er hun for første gang i 3 måneder uden plastre og uden snærrende bandage… men vi er enige om, at resultatet absolut har været besværet værd.

    Bagefter var der nogle julegaver der skulle købes, et garn der skulle trimmes, nogle negativer der skulle afleveres, en kage der skulle købes, en fødselsdag der skulle fejres, en far der skulle besøges, en mor der skulle transporteres og mad ser skulle laves.

    Tilbage er kun en aften der skal nydes i godt selskab. Det orker jeg nemlig godt!

     

    0
  • Dagen derpå

    Jeg ved ikke, om det var fordi de synes vi havde ventet nok de sidste dage… for til morgen var det dæleme hurtig ekspedition.

    Jeg trådte ind af døren til stue 1 på Plastikkirurgiskafdeling kl. 07.45 og hjalp Nanna med at hente morgenmad.

    Inden hun nåede at sætte sig, kom sygeplejersken og lægen, der havde opereret hende. Der var stor tilfredshed med resultatet og efter en grundig undersøgelse, aftaler om kontrol og masser af instruktioner kunne vi tage hjem.

    Hun har været gennem en forholdsvis stor operation – en operation som til hun alles overraskelse er sluppet rigtig nemt igennem. Vi var blevet forberedt på det værste… blødninger, væskeansamlinger, dræn og hvad har vi… men sådan gik det lykkeligvis ikke.

    Faktisk havde hun det allerede så godt i aftes, at de overvejede at sende hende hjem, men fordi jeg var blevet afløst ved sygesengen bestemte de sig for at beholde hende natten over.

    De havde rendt og pillet ved hende hele natten… så hun synes næsten ikke hun havde sovet. Det gør hun så til gengæld nu (-:

    Nu venter der så dage med meget nedsat tempo, smertestillende, skift af plaster og bandager, film på dvd’en og en mor, der må stå til rådighed 24/7. Og det gør hun selvfølgelig hjertens gerne.

    Måske skulle jeg tage mit grønne papirlægeoutfit på 😉

     

    0
  • En lang dag

    En meeeget lang dag er ved at være slut.

    Selvom Poden først skulle på operationsbordet som nr. 2 hed mødetiden kl. 8 nul dut. Og så startede 7 timers “ingenting”.

    Efter 5 timer forlød det fra operationsgangen, at de måske blev nødt til at aflyse. Skide ærgerligt. Der er arrangeret ferie fra job og frihed fra skole… og hvad så… hvornår kunne vi så få en tid igen?

    Nåmen det er vi ikke herrer over og ingen har gjort det for at genere os. Så der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge ærgelsen.

    Halvanden time senere kommer sygeplejersken ind med armene hævet i jubel… på vores vegne… de kunne nå det og vi kunne godt gøre klar. Poden fik den ordinerede medicin og mor blev iklædt operationstøj. Jeg var chik, kan jeg godt love jer… grønt papirtøj, hvid papirbadehætte og sølv ballerinaer. Jow jow… underligt at de der læger ikke faldt for mig på stribe 😉

    Men altså, grunden til påklædningen var selvfølgelig, at jeg alligevel fik lov at følge med på operationsstuen og holde i hånd indtil Poden sov. “Selvfølgelig må du det“, sagde narkosesygeplejersken.

    Jeg sagde godnat kl. 15.25 og smuttede hjem og gik en lang tur med den rødhårede.

    Kl. 17.10 blev der ringet. Og så var det afsted til opvågningen, hvor jeg også fik lov at være, indtil hun var klar til at blive kørt på afdelingen. Hvorfor de synes jeg skulle have nogle helt andre meldinger i går ved jeg ikke. Men pyt. Nu er det overstået med – ser det foreløbig ud til – et rigtig flot resultat.

    Det første hun sagde da hun vågnede var, “jeg har det ligesom, når jeg har været til fest” og det sidste inden jeg forlod opvågningen, “tjek lige om de har noget ordentligt mad“.

    Halvanden time efter operationen satte hun to portioner kartoffelmos, kødsovs og 2 is til livs… så helt galt er det ikke fat med hende 😉

    Efter aftensmaden tog far over. Jeg er hjemme og møder først ind igen i morgen tidlig, hvor jeg forventer at kunne tage hende med hjem.

    Sikke en lettelse at være kommet godt ud på den anden side.

    I aften/nat er det forresten 4 år siden jeg “blev ramt i natten, i mit hjerte, under månens smukke lys“ og begyndelsen på resten af mit liv tog sin spæde start.

    Det kan man vel godt tillade sig at glæde sig over, selv på en lang dag som i dag..!

    0
  • Så oprandt dagen…

    Der findes nok næppe noget mere dræbende kedsommeligt end ventetiden på et hospital.

    Læge, sygeplejerske, opererende læge, narkoselæge… 4 samtaler og 4 undersøgelser skulle Poden igennem før vi efter 6 timer fik lov at tage hjem. Og det kunne endda have været meget værre.

    Vi havde forberedt og pakket en masse underholdning – læsestof, musik, computer og film. Vi kunne lige så godt prøve, at få det bedste ud af ventetiden. Og det gik okay.

    Hun skal på operationsbordet som nr. 2 i morgen. Først skal de gennem en lang og kompliceret operation – og hun skulle ikke forvente, at komme til før ved middagstid. Mere ventetid. Og fastende. Men i morgen har hun tilgengæld en seng og når hun bliver dopet fra morgenstunden får hun sikkert ingen problemer med at tage en formiddagslur.

    Jeg får lov at følge hende til døren ved operationsstuen og ikke længere. Og de tillader ikke besøgende på opvågningen. Jeg havde håbet – for Nannas skyld – at jeg fik lov at være der til hun sov og jeg havde da helt sikkert regnet med, at kunne være på opvågningen. Jeg har ligget på sådan en opvågning 3 forskellige steder og jeg har hver gang oplevet at nogen (incl. jeg selv) have en pårørende tilstede. Men sådan skulle det altså ikke være her. ØV.

    I aften spiser vi ude… feder os i alt det forbudte… ser tåbelige film… abstrahere fra morgendagen..!

     

    0