• Nærkontakt

    Nærkontakt, Den grusomme skilsmisse hed et lille program, der blev sendt på DR2 i aftes.

    Når familien går i opløsning og børnene skal deles er det ofte manden, der bliver den store taber.

    To ud af tre skilsmisser sker efter ønske fra kvinden og ofte har hun planlagt det lang tid i forvejen.

    Det er mig langt fra ubekendt og jeg kunne nikke genkende til mange af de ting, der blev sagt (uden min skilsmisse på nogen måde var grusom).

    Da jeg skulle skilles var det mig, der traf beslutningen og den var ikke til diskussion. Jeg havde selvfølgelig fortalt min ex, at jeg ville skilles, men jeg tror helt ærligt ikke, at han troede på det. Eller også var han i ren fornægtelse.

    Først da der kom tilbud om bolig fra boligselskabet, gik det op for ham, at vores lille familie rent faktisk var gået i opløsning.

    Jeg genfandt hurtigt roen og glæden i min tilværelse som alenemor mens han, nu 7 år efter, stadig ikke har fået styr på sit liv.

    Jeg er uendeligt glad for vi boede til leje dengang. Det betød at vi kunne afslutte vores samliv efter ganske få måneder. Fast ejendom kunne nemt have bundet mig i et uønsket forhold i årevis eller have sendt en af os ud i en tilværelse på folks sofaer eller i sommerhuse.

    Jeg har en kollega, som i snart et år har levet en nomadetilværelse fordi det hus h*n ejer sammen med sin partner ikke kan sælges. Det er da en møg situation for alle parter.

    Stavnsbåndets blev ophævet i 1788… men alligevel ikke helt for alle, som boligmarkedet ser ud pt.!

    0
  • Der er noget med februar og opbrud…

    For 6 år siden i februar pakkede Poden og jeg vores habengut og flyttede fra mand/far efter knap 17 års samliv. Jeg har nævnt det før og jeg gør det gerne igen; det er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv.

    Vi blev en mindre enhed, men en enhed med glæde, latter og ro i maven og i sjælen.

    For 1 år siden i februar blev enheden yderligere reduceret, Poden flyttede hjemmefra og vi flyttede igen. Allesammen.

    Tilbage er nu kun Ninjaen og jeg – og så selvfølgelig tilskuddet i form af en Lillebror – og stadig med glæde, latter og den gode mavefornemmelse.

    0
  • Hele verden fra forstanden…

    – et kort sekund, et øjeblik… og bagefter ro.

    Jeg blev SÅ berørt af dagens indlæg hos Anne.

    For snart 5 år siden stod jeg der selv… midt i det stormvejr, man bliver kastet ud i, når et ægteskab og en familie går i opløsning.

    Anne sætter smukke ord på det, jeg også har oplevet. At erkende løgnen og selvbedraget i det liv man har levet. At turde trodse angsten for det ukendte man kaster sig ud i. Og bagefter finde styrken, glæden og roen i at være boss i sit eget liv.

    Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg tog det skridt. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke gjorde det tidligere.

    Men som jeg så på FB i dag: det er aldrig for sent, at leve lykkeligt til sine dages ende…

    0
  • Dét skal fejres…

    Fire år som boss i mit eget liv… dét skal fejres… kage til kollegerne og min “partner in crime” til middag, grin, snak og “lidt” for meget vin.

    Det bliver hyggeligt… med garanti… det er alt for længe siden, han har hængt der i den anden ende af min sofa.

    For et par år siden lød det sådan her:
    Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil.

    Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…
    – indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening! ;)

    Der er jeg endnu

    Mr. Right har ikke vist sig (begynder at tvivle på han findes)
    … og jeg nyder det til fulde!

     

    0
  • År 2 efter

    For et år siden skrev jeg:

    Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

    Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. 

    Nu er det så to år siden. Allerede. Og jeg har det stadig rigtig godt med min beslutning. Der sker ting i mit liv, hvor jeg tænker: det kunne være rigtig rart, at have en at dele de bekymringer, sorger og glæder med. Men man kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg har valgt til og  jeg har valgt fra… og så må jeg leve med konsekvenserne.

    Kæreste har jeg ikke haft og har heller ikke umiddelbart nogen drøm om at få en. Parforholdet er så pokkers besværligt. Man skal tage hensyn, spørge, respektere, blive enige…

    Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil. Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…

    – indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening! 😉

    0
  • Nu igen…

    Efterårsferien står for døren. Det har vi vidst længe. Den falder, lige som julen, på samme tidspunkt hvert år. Jeg har for længe siden spurgt om eks’en ønskede ferie med sin datter. Det kunne han ikke på det tidspunkt tage stilling til. Okay med mig… bare jeg så fik besked, så snart han vidste noget.

    Jeg har ikke hørt en lyd. Overhovedet. I mandags taler jeg så tilfældigt med ham og meddeler ham, at jeg holder fri de første dage af uge 42. Og hvad sker der… han bliver SELVFØLGELIG knotten, for det er de eneste dage han kan få fri. Jamen for pokker kammerat… du har haft chancen, hvorfor har du så ikke givet besked, mens tid var 😕

    Det bliver aldrig anderledes. Aldrig. Og jeg undrer mig over motivet… ønsker han ikke bruge sine feriedage sammen med hende, er han på tværs bare fordi han kan eller er han blot ude af stand til at træffe en beslutning, før han får kniven for struben?

    Selv efter 19 års bekendtskab holder jeg ikke op med at håbe, at det bliver bedre… men jeg gør det vist forgæves.

    0
  • År 1 efter…

    Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

    Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. Det lyder som om dagen var temmelig dårligt valgt, men sådan passede det bedst – og fødselaren var altså blevet behørigt fejret et par dage i forvejen og havde ingen indsigelser mod, at vi flyttede netop den dag.

    Året føles på mange måder som værende gået enormt hurtigt. Og så på den anden side… der er sket så mange ting, at der nødvendigvis må være gået… netop lang tid!

    Skilsmissen og flytningen har jeg på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved eller fortrudt. Vi har fået en glad og tryg datter, hun har fået et par tilfredse forældre og vi har alle tre fået en helt anden ro i vores dagligdag. Det er aldrig en rar situation at skulle splitte en familie. Selvfølgelig er det ikke det! – og jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser, men når det nu ikke kan være anderledes, så synes jeg faktisk vi har tacklet det sidste år okay. Selvfølgelig har der været lidt småproblemer og det er ikke altid, jeg er lige tilfreds med hans prioriteringer – men når jeg hører om, hvad andre byder hinanden efter sådan en skilsmisse, så har vores kontroverser så absolut været i småtingsafdelingen.

    Det var en okay beslutning for mig og for os!

    .

    0
  • Smøl

    Jeg har for snart 2 måneder siden sendt ansøgningen om endelig skilsmisse til Nordjyllands Amt – og har den sidste måned forgæves ventet på dokumentet, der skal sætte det sidste punktum for mit ægteskab.

    Hvad i alverden kan de dog bruge så lang tid på. Vi er enige om skilsmisse, bodeling, forældremyndighed og samvær, vi har sagt nej til mæling fra både amt og præst…

    Jeg har en mistanke om bureaukratisk smøl – slet og ret! Det er saftsuseme irriterende, når man bare gerne vil have det overstået – helt!

    .

    0