-
Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen
Det er en dejlig bog Anders Agger har lavet. Den kredser om det emne mange af os på et eller andet tidspunkt i livet har stiftet bekendtskab med og måske har opgivet at forstå… kærligheden!
Det er fine historier om mange slags kærlighed, fortalt gennem forskellige mennesker, kendte og ukendte. Fælles for dem er, at de har elsket, elsker og er elsket.
Min favorit er den om Anders Jørgen Dolleris, som starter i kapellet i Ringkøbing Kirke, hvor han siger farvel til sin samlever gennem 55 år, Donald Sim. De levede et godt liv ude i verden, men valgte at komme hjem til Vesterhavet for at leve videre, blive gamle og dø.
En anden er om Vita og Hans Fyrstenborg, som bor på en slægtsgård i Sædding lidt uden for Skjern. Det er Vita, der siger: Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen. Det er en historie om to menneskers vidunderlige kærlig til hinanden – selvom det ikke var noget, der blev talt så meget om.
Det handler om at flytte kærligheden fra hjernen og ned i hjertet. Noget, man kan have lyst til at sige til dem, der har en tendens til at være meget rationelle, når de overvejer at kaste sig ud i et forhold: ”Prøv nu bare at flytte det ned i hjertet, og find ud af, om det taler til dig. Kan du mærke den? Kærligheden?”. Det er måske i virkeligheden den mest konkrete øvelse, når det kommer til kærlighed: Det at overgive sig.
Lydbogen er oplæst af Agger selv og kan man li’ hans nænsomme vestjyske facon (jeg er vild med den), så er det skønne 6½ time i godt selskab. I lydbogen går man så til gengæld glip af Mingos sikkert smukke billeder, der ledsager historierne. Jeg må ønske mig bogen og lytte igen. Det tåler den sagtens.
Blev jeg klogere på kærligheden?
Næ.
Jeg vil sige som Agger starter bogen med at skrive: jeg ved cirka ingenting om kærlighed. Men jeg blev forført af historien om de andres kærlighed og det kan også noget.
-
Hun sagde ja og han sagde amen…
Eller de sagde vist ja begge to, nu jeg tænker mig om (:
En super hyggelig dag med vielse på rådhuset, besøg på Duus og lækker lækker mad hjemme hos brudeparret i dejligt og muntert selskab.
En lørdag af de rigtig gode.
Nu ser vi så bare frem til at få gommen sikkert hjem fra Afghanistan, så vi kan gentage fornøjelsen med kirkevelsignelse og en oooorn’lig syg bryllupsfest.
-
Diamantbryllup
Det unge par herunder er min mor og far. Jeg vil tro året er 1954-1955, at dømme efter min søsters alder.
Det er 100 år og en madpakke siden. I dag fejrer det unge par diamantbryllup. 60 års ægteskab. Det er dæleme mange.
Min far er fortsat indlagt på Dronninglund Sygehus, men skal ikke forhindrede dagen i at bliver markeret.
(ps. der kom brev Amalienborg i går)
-
A + K
Hvem er A? Hvem er K? Holder kærligheden stadig? Det kunne jeg jo godt bruge en del tid på at fundere over.
Jeg har vist aldrig fået foreviget min kærlighed i barken på et træ… og nu er det vel for sent. Jeg mener… det gør man vist ikke i min alder.
Det er skide svært, det der med kærligheden. Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af det og det til trods for, at jeg er opvokset i en familie med et par gode rollemodeller – nemlig en mor om far, som lige om lidt har Diamantbryllup. Jeg ved ikke, hvad deres hemmelighed er. Eller om der er nogen.
Kærligheden fylder enormt i de fleste menneskers liv og alligevel bliver den ofte groft nedprioriteret… den drukner i job, børn, fritidsinteresser… for til sidste næsten at blive glemt. Mange ender med at leve sådan et paralleltliv i stedet for at leve sammen. Det skete i mit ægteskab. Og da det gik op for os, at vi levede i et arbejdsfællesskab og ikke et ægteskab, var det allerede for længst for sent.
Ægteskaber og forhold opløses rundt omkring mig – hver måned bringer et nyt forlis med sig – og derfor glæder det mig ekstra, at der i starten af det nye år er nogen i min lille familie, der tør sige ja til hinanden.
Måske kommer der til at stå A + R et sted i barken (-:
-
En lang dag
En meeeget lang dag er ved at være slut.
Selvom Poden først skulle på operationsbordet som nr. 2 hed mødetiden kl. 8 nul dut. Og så startede 7 timers “ingenting”.
Efter 5 timer forlød det fra operationsgangen, at de måske blev nødt til at aflyse. Skide ærgerligt. Der er arrangeret ferie fra job og frihed fra skole… og hvad så… hvornår kunne vi så få en tid igen?
Nåmen det er vi ikke herrer over og ingen har gjort det for at genere os. Så der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge ærgelsen.Halvanden time senere kommer sygeplejersken ind med armene hævet i jubel… på vores vegne… de kunne nå det og vi kunne godt gøre klar. Poden fik den ordinerede medicin og mor blev iklædt operationstøj. Jeg var chik, kan jeg godt love jer… grønt papirtøj, hvid papirbadehætte og sølv ballerinaer. Jow jow… underligt at de der læger ikke faldt for mig på stribe 😉
Men altså, grunden til påklædningen var selvfølgelig, at jeg alligevel fik lov at følge med på operationsstuen og holde i hånd indtil Poden sov. “Selvfølgelig må du det“, sagde narkosesygeplejersken.
Jeg sagde godnat kl. 15.25 og smuttede hjem og gik en lang tur med den rødhårede.
Kl. 17.10 blev der ringet. Og så var det afsted til opvågningen, hvor jeg også fik lov at være, indtil hun var klar til at blive kørt på afdelingen. Hvorfor de synes jeg skulle have nogle helt andre meldinger i går ved jeg ikke. Men pyt. Nu er det overstået med – ser det foreløbig ud til – et rigtig flot resultat.
Det første hun sagde da hun vågnede var, “jeg har det ligesom, når jeg har været til fest” og det sidste inden jeg forlod opvågningen, “tjek lige om de har noget ordentligt mad“.
Halvanden time efter operationen satte hun to portioner kartoffelmos, kødsovs og 2 is til livs… så helt galt er det ikke fat med hende 😉
Efter aftensmaden tog far over. Jeg er hjemme og møder først ind igen i morgen tidlig, hvor jeg forventer at kunne tage hende med hjem.
Sikke en lettelse at være kommet godt ud på den anden side.
I aften/nat er det forresten 4 år siden jeg “blev ramt i natten, i mit hjerte, under månens smukke lys“ og begyndelsen på resten af mit liv tog sin spæde start.
Det kan man vel godt tillade sig at glæde sig over, selv på en lang dag som i dag..!
-
Det uregerlige hjerte…
Jeg drømte om (…) i nat. Meget. Troede egentlig jeg havde sagt endegyldigt goodbye adios farvel.
Længe. Meget længe. Alt for længe… var min verden, mine tanker og alle mine drømme kanaliseret ét sted hen. Det var dengang. Og jeg havde overbevist mig selv om, at jeg var kommet dertil, hvor jeg kunne sige… Frankly my dear, I don’t give a damn… men underbevistheden og mavefornemmelsen denne morgen siger noget andet!
Pisosse! Det er ik’ lige det, jeg har brug for nu.
Hjertet har vist sommetider sin egen agenda, som forstanden intet kender til.
-
♥ ♥ ♥
Det glæder mig dybt ind i mit morhjerte, at se min datter og
hendes kæreste annoncere deres spæde kærlighed på Facebook. -
Parla con me
Pizza musik… perfekt når dagen sluttes i solen på terrassen med en kold øl og i godt selskab.
Nu er jeg klar til at lægge i seng efter en aften med dejlig mad, latter, kærlighed og gode samtaler. Og klar til en ny kort arbejdsuge.
Det bli’r ikke ret meget bedre!
