• Lidt mere Jens

    Jeg indledte ferien med at køre en tur til Dronninglund og kigge til Jens. Eller hans grav er det jo.

    Der var ingen blomster, ingen sten… ingenting! Bare et tomt gravsted med grus. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde fulgt den forkerte sti og stod et kort øjeblik med en underlig følelse af, at det blot havde været en ond drøm… og at nogen havde nevet mig i armen… at jeg nu var vågnet.

    Sådan forholder dig sig selvfølgelig ikke. Jeg ved det godt.

    Jens er ikke mere. Det kan ikke fortrydes. Man kan ikke trykke på “undo” og så er han igen en ven. Sådan fungerer det ikke. Desværre.

    Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos.

    Vi var hinandens venner. Et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser.

    Giver det mening?

    Nu bagefter kan jeg glæde mig over, at være blevet kontaktet af både venner og familie til Jens og gennem dem fået tilkendegivelse af, at Jens satte lige så stor pris på mit venskab, som jeg gjorde på hans.

    Det gjorde mig glad i hjertet.

    “…jeg vil ikke herfra uden at kunne sige, at jeg fik det ud af livet som det bød mig, og som jeg forvaltede på bedste vis, at jeg levede så jeg havde værdi for andre, og ikke kun mig selv…”

    – Jens Larsen –

    … og det opfyldte han til fulde!

    0