For et år siden skrev jeg:

Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. 

Nu er det så to år siden. Allerede. Og jeg har det stadig rigtig godt med min beslutning. Der sker ting i mit liv, hvor jeg tænker: det kunne være rigtig rart, at have en at dele de bekymringer, sorger og glæder med. Men man kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg har valgt til og  jeg har valgt fra… og så må jeg leve med konsekvenserne.

Kæreste har jeg ikke haft og har heller ikke umiddelbart nogen drøm om at få en. Parforholdet er så pokkers besværligt. Man skal tage hensyn, spørge, respektere, blive enige…

Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil. Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…

– indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening! 😉