• Et øjeblik...

    Vandhunde

    Jeg var nødt til at skulle ud… se nogle mennesker… tænke på noget andet… så søndagen er brugt i selskab med min hundeven M og hans to firbenede. Vi er ikke fortrolige, men ubevidst fornemmede han, at mit humør trængte til et boost, for han var meget opmærksom på, at få mig til at smile! Og det lykkedes også… ikke mindst på grund af vores kåde og våde hunde!

    Jeg havde selvfølgelig kameraet med og billederne af min vandhund, kan du se under pinden “Fotos“.

  • Et øjeblik...

    Skod sommerferiestart…

    Nå… det dur altså ikke, det der med at holde helt ferielukket… så skal vi ikke bare sige, at der kommer sporadiske opdateringer, mens jeg ferierer.

    Min sommerferie startede i utide. Fredag morgen fik jeg en knytnæve lige i ansigtet… et trist budskab fra et menneske, som jeg holder meget af og som har stået mig meget nær. Det gjorde mig i bogstavligste forstand syg. Jeg skulle bare ud. Væk. Kaste op. Græde. Heldigvis har jeg gode kolleger, som hurtigt tog over og lod mig tage hjem.

    Weekenden har været brugt på at slikke mine sår. Jeg har raset, skældt ud, undskyldt, pleaset, tigget, bedt… uden at få andet end tavshed som svar. Og det er jo også en slags svar. Eller noget. Så nu sidder jeg så her… med et iturevet hjerte og forsøger at hanke op i mig selv.

    Engang fik han mig til at tro på, at han altid ville være der..!

    Men jeg klarer mig også uden… selvfølgelig gør jeg det! Men hvorfor det blev nødvendigt forstår jeg ikke helt.

  • Et øjeblik...

    Tre dage mere…

    Aldrig tidligere har jeg set sådan frem til min sommerferie. Jeg trænger i den grad at komme væk. Langt væk. Både fra mit job, men også fra en rigtig skod situation, jeg er havnet i med en god kollega.

    Jeg er begyndt at geare ned. Havde fri i går. Gik hjem til middag i dag, og har tænkt mig kun at yde samme antal timer de næste tre dage. Jeg har nok frihed at tage af, så hvorfor ikke!

    Når man sådan kommer hjem sådan i utide, bliver man ikke mødt af en logrende hund, der glad præsentere en bold eller et ben… næ, så bliver man mødt af det her syn…

    – ikke så meget som hun lindede på øjenlågene for at se hvem der kom! Hun lader sig ikke sådan forstyrre i sin middagssøvn. Vagthund. Somom!

  • Et øjeblik...

    Sommeruvejr

    Det er et vist ret spektakulært show naturen har sat i scene for os. Her venter vi endnu, men som det ses nærmer det sig fra syd

  • Et øjeblik...

    Den havde de ikke set komme…

    Hvad gør man, når man gerne vil have vasket sin hund, men har badeværelse ovenpå og en hund der er et skøvl på trapper..?

    Arabella har af samme årsag ikke været i bad længe. Hun bader i havet og fjorden og det har været alt rigeligt.

    Men nu har jeg jo fået Polo og flere muligheder. Så jeg pakkede bilen med hund, shampoo og håndklæder og så kørte jeg ud til Q8/F24 på Hjørringvej og bakkede den rødhårede ind på en af deres “puslepladser”. De gloede godt nok noget de mænd, der stod i de andre båse… men der stod ikke noget om at hundevask var forbudt 😉

    Er der ikke noget med at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Eller noget!

    Nu dufter hun af hundefrisørens bedste citrus shampoo. Økologisk!

  • Et øjeblik...

    Sommersøndag

    Den 11. juli 2010 blev dagen, hvor jeg sprang ud som naturist… i hvert fald for en enkelt dag. Ja altså, hvis man lige ser bort fra natlig “skinny dipping” i min kibbutztid, men det ligger så mange år tilbage, at det nærmest ikke tæller.

    Den rødhårede og jeg tog hjemmefra i formiddag i regn og med sorte skyer hængende over hovedet – og derfor havde jeg ikke medbragt hverken badetøj eller håndklæde. Da jeg kom til Ejstrup Strand var vejret så fint, at det alligevel fristede med et Vesterhavsbad – og da jeg havde stranden stort set for mig… nå ja, så mente jeg ikke jeg kunne chokere/forulempe nogen ved at hoppe i havet splitter Kong Hans. Og der var da heller ingen, der tog notits af en enkelt strandet hval 🙂

    Nu vil jeg sidde på terrassen resten af dagen… nyde den tilbagevendte sol, kaffen og en god bog – strategisk placeret så jeg samtidig kan kaste et blik ind på fjernsynet og følge med i Touren.

    Fortsat god søndag!

  • Et øjeblik...

    Nå’et nær smeltepunktet

    Lørdagen har været varm. Alt alt for varm til mig. Jeg har klogeligt holdt mig i skyggen, hvor også den rødhårede har ligget og pustet. Og alligevel sidder jeg her med et hoved, der er tungt af varmen.

    Jeg havde noget “unfinished business” at tage mig af tidligere på dagen, så jeg var nødt til at bevæge mig ud i Poloen og ind til Aalborg. Eller det vil sige, det kunne faktisk godt ha’ ventet – men når det alligevel ikke kan være anderledes er det lige så godt få det ud af verden!

    Solen og klægen er på retur nu og temperaturen er igen faldet til noget tåleligt. Dermed er det tid til, at vi bevæger os ud på vores aftenluftetur. Jeg tror, det bliver fjorden i aften, så den rødhårede kan blive kølet ordentligt ned efter dagens hede.

    Bagefter står den på et køligt bad til undertegnede. Og så er der ellers dømt Bruce Willis film og senere… søvn i rent soltørret sengetøj.

    I love it 🙂

  • Mavebobler

    Hmmm…

    – lige væltet ud af fjerene skulle morgenavisen hentes ind… på risten uden for døren stod en pose med frisk morgenbrød. Uden afsender.

    Men jeg har en ide 🙂