• Lillebror

    Ikke helt frivilligt

    Jeg skal til Odense på onsdag.

    Afdelingsmøde med mødepligt.

    En lang dag og en lang køretur som gør, at jeg er nødt til at skal have nogen til at tage sig af Felix.

    På en skala fra et til ti ligger vi nok på en toer for hvor begejstret Peter er for hund… eller rettere for dét, der følger med hunden af hår og savl, men han har dog indvilliget i at være hundepasser på onsdag.

    I håb om at fjerne fokus fra, at han er ved at kaste al vinterpelsen, har han i dag taget bad og er nu toplækker og citronduftende (Lillebror altså – Peter er altid toplækker og citronduftende) ?

  • Lillebror

    Stædige bæst

    Nogen er gået i sultestrejke… det sker en gang eller to om året.

    Han kigger bebrejdende ned i skålen og forventer helt sikkert, at de sædvanlige piller udskiftes – eller i det mindste blandes – med noget lækkert.

    Det er en styrkeprøve i hvem, der er mest stædig.

    En temmelig ulige kamp, hvis du spørger mig… og alligevel afholder det ikke dyret fra at prøve igen. Og igen.

     

  • Lillebror

    Kom nuuuuu

    Jeg tanker energi ved at gå i den friske luft… rundt om mosen… en tur på omtrent 8 km.

    Det samme gør sig næppe gældende for Lillebror. De sidste to kilometer slæææber han sig afsted og ligner mere en, som turen har drænet for energi.

    Han er ikke en ung hund længere og det kan jeg godt mærke. Seks år blev han i oktober og selvom det ikke lyder af meget, så er det en forholdsvis høj alder for så stor en hund.

    Desværre.

    Det er på høje tid, at få ham startet op på noget godt kosttilskud, så der er i dag shoppet Luposan tabletter, som indeholder 40% grønlæbet muslingeekstrak  og mange andre gode sager til det gamle skrog.

  • Lillebror

    Bonne Année á ton petit chien

    Petit og petit… alt er jo relativt.

    Da jeg hentede min mad var posen pænt tung – oven i suppe og middagsret lå der et fint indpakket ben.

    Fra den franske kok til den franske hund.

    Det er sq så søde i den kantine 🙂

  • Lillebror

    Dyr i drift

    I august lukkede min lokale dyrehandler forretningen – jeg nåede at hamstre 5 x 15 kg hundefoder og har nu taget hul på den sidste sæk.

    Lukningen betød, at jeg skulle finde mig en anden foderpusher. Og gerne en, der kunne matche priserne.

    Vejledende udsalgspris for 15 kg. af den type Lillebror får er kr. 559.

    Der er selvfølgelig altid rabat at hente et eller andet sted, men at kunne få 30 kg. foder leveret gratis til døren for kr. 699, er alligevel mere end jeg havde regnet med.

    At de fysiske butikker ikke kan overleve er til gengæld ikke så overraskende.

    Næste gang jeg ævler om hund, så mind mig lige om, at en lille hund er langt billigere i drift.

    Prøv i det mindste (:

    hunde-foder

  • Lillebror

    Hvad har jeg gjort?

    Jeg så godt den sure schæfer gå lige i flæsket af en retriever, men at ejeren bagefter ikke havde så meget styr på sin ‘flexiline’, at vi kunne undgå samme sammenstød da vi skulle passere kan godt undre mig.

    Den sprang lige i hovedet på den intetanende Lillebror, som blot lignede en, der tænkte “hvad har jeg gjort?”.

    Ejeren undskyldte og så fik hunden ellers en overhaling. Dét var heller ikke rart at se på.

    En aggresiv hund skal også luftes og motioneres, men jeg tænker, at det måske ikke behøver foregå i en hundeskov, hvor man jo også kommer med sin hund for at den skal socialiseres… og helst med gode oplevelser.

    Jeg tænker, at vi trækker i mosen eller til stranden den næste tid, indtil oplevelsen er lykkelig glemt.

  • Lillebror

    Slow food

    Jeg ved ikke hvad Lillebror mener om husets nye slow food tiltag… i går blev hans foder spredt rundt i haven og i dag blev den sædvanlige foderskål udskiftet med denne grønne sag, som vi har fået tilsendt fra Smartdog.

    Normalt sluger han sin mad på få minutter, hvilket på ingen måde er ønskeligt.

    I dag måtte han arbejde for føden og brugte ca. 40 minutter før han trængte til vand og en tur rundt i haven.

    Nu er han så beskæftiget med, at rage de sidste svære piller ud af ‘labyrinten’. Det har taget rigtig lang tid, så GREEN lever absolut op til forventningerne om både aktivitet og forlængelse af spisetiden.

    (ikke sponsoreret)