Træls nyhed

Hals er en lille by med kun 2.437 indbyggere. Det er mere end svært at få en forretning til at løbe rundt med så lille et kundegrundlag og det betyder desværre, at små forretninger skyder op og lukker igen ret hurtigt. Bedst går det om sommeren, når byen er fyldt med turister, men der skal jo også kunne oppebæres en løn om vinteren og det er straks sværere.

I dag fik jeg den trælse nyhed, at min lille lokale garnpusher, Kreativiteket, lukker sin fysiske butik og fremover alene vil være en webshop. Det er længe siden, jeg har købt garn andre steder og jeg vil da også helt klart støtte hendes webshop, men der er nu noget særligt ved at kunne røre ved garnet og se farverne i det rigtige lys.

Hun har startet et flytteudsalg med det garn, der ikke skal med og jeg skal forbi i morgen efter garn til et vesteprojekt fra bogen The Art of the Sea, som jeg hentede på biblioteket i dag.

Opskriften anbefaler Noro Haunui – 3 nøgler á 345 kr. Det er uden tvivl ustyrlig lækkert, men også en del over mit pensionistgarnbudget, så jeg har fundet et alternativ, så hele vesten kommer til at koste 324 kr. Her kan jeg bedre være med.

Opskriften er på engelsk. Det har jeg kun prøvet en enkelt gang før, men jeg har opdaget, at ChatGPT er temmelig god til at oversætte – også strikkeopskrifter – så jeg kaster mig ud i det.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *