Vådt, vådt, vådt og gråt

Jeg tror ærligt talt, dagen sprang det dér med dagslys helt over. Og selvom det ikke regnede-regnede, så var luften så fugtig, at jeg kom hjem fra skoven med hår som om jeg havde taget en tur under bruseren.

Efter søndagens broderiworkshop har jeg brugt en del af ugen på at brodere – bla. på en lærredsjakke jeg købte sidste år, men ikke har brugt ret meget – når jeg er færdig bliver den helt Sissel Edelbosk. Jeg er indtil videre ret tilfreds med min indsats og har nærmest dagligt besøgt Kreativiteket for at hente nye farver og forsyninger af DMC garn.

Jeg mente, at jeg havde fået hønsestrikket nok for en tid, men Nanna har ‘overtalt’ mig til at strikke en hønsestrikket trøje til hende – starten gik i aftes.

Det bliver en stor opgave med steaking og hvad har vi, men også et projekt, der for alvor kan få bugt med nogen af alle mine Filcolana Pernilla rester.

Hun kiggede forbi i eftermiddags for at hjælpe med at sætte matteringsfilm på Nyboligs vinduer – helt efter aftale, altså. Der er lige kommet nye ruder i de vinduer, der vender ind mod min gårdhave, og i modsætning til de gamle er de helt almindeligt klare. Det betyder: farvel privatliv og hej til, at Nybolig nu kan følge med i alt, hvad jeg laver både i gården og i mit køkken.

Efter en snak med dem foreslog de faktisk selv, at jeg satte film på ruderne. Jeg købte noget billigt bras i Jem&Fix, som efter ganske kort tid begyndte at rulle af igen – hvilket spild af penge!

Nu har jeg købt en rulle professionel film, som forhåbentlig giver et bedre resultat – i hvert fald lover de 8 års holdbarhed udendørs.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *