230 dage

Jeg tror faktisk, jeg nu har slået min egen rekord i længden af fravær fra arbejdsmarkedet. Arbejdsløs har jeg aldrig prøvet at være. De eneste længere fravær har været min barsel i ’94 (seks måneder) og et par sygdomsperioder på et par måneder hver.

Og nu? Nu er jeg på den der helt særlige form for “arbejdsfri”, hvor man ikke rigtigt kan kalde det ferie, men heller ikke arbejde.

Min mobil minder mig ellers dagligt om, at jeg har en to-do liste med opgaver jeg skal have lavet. En slags arbejde. Den ligger der bare, og jeg kan med hånden på hjertet sige: Der bliver altså ikke sat mange flueben. For hvorfor skulle jeg? Tingene løber jo ingen steder. Og der er jo altid i morgen… og i overmorgen… og næste uge.

Måske – hvis jeg en dag keder mig helt ustyrligt (hvilket ærlig talt virker usandsynligt) – så kunne det da være, jeg tog fat i listen igen, men indtil videre trives jeg vældig godt med at være på “oversprings-holdet”.

I dag sluttede i øvrigt seniorlivets første “ferie”. Det betyder, at jeg igen er tilbage på min faste tjans som hente-service i børnehaven.

Og det er da i grunden en ganske glimrende beskæftigelse – især når barnet er vores lille sol 🌞