Stille søndag, hvor der lægges planer
Halsen gør ondt og jeg er lidt mat. Det betyder en dag hjemme i nattøj med strikketøj og kamillete. Og håndbold, ikke mindst.
Den står stadig på lidt sokkestrik, så jeg kan holde fødderne varme på min Norgestur.

Det er ikke så nemt at pakke til sådan en tur, når rejsen starter i syd, hvor foråret måske er begyndt at vise sig og derefter går så langt nord på, at sne og is stadig præger landskabet. Det bliver noget med lag af uld, som både kan tages af og på.
Jeg har hentet sejlruten og tidspunkter for hvornår vi lander i de forskellige havne – og mere vigtigt, hvor længe. Nogle havne er det kun 5 minutters stop, hvor der sikkert lige skal smides en postsæk af – andre er det i mange timer, hvor man kan nå at udforske området. Det er så smart tilrettelagt, at de havne vi lægger til ved om natten på turen nord på – dem besøger vi i dagtimerne på vejen sydpå.
Allerede 2. dag er det muligt at købe sig til en tur til Geirangerfjorden, men jeg er så meget i tvivl. Fra april sejler Havila derind, men det kan de ikke om vinteren. Den er en meget dyr udflugt og jeg har læst flere der skriver, at den ikke er pengene værd.
I stedet har jeg søgt lidt på, hvad der er værd at se i Ålesund. Og i de andre havne med længere stop.
Har du været i Bergen, Ålesund, Trondheim, Bodø, Tromsø, Honningsvåg, Kirkenes, Hammerfest, Stokmarkned, Solvær eller Brønnøysund, har du måske et tip om, hvad der er værd at se?
2 Comments
Gitte
Bergen – en tur med Fløibanen (hvis vejret er ok) og den gamle bydel/Bryggen
Honningsvåg – en tur til Nordkap, hvis man synes det er sjovt.
Tromsø – ud og besøge slædehunde / vi besøgte Villmarkssenter
Jeg synes, Geiranger fjorden er en utrolig smuk tur, hvis vejret er godt/klart.
Husk at få spist friskkogt kongekrabbe,
Hele turen er fantastisk smuk, glæd dig.
Mette
Tak for tips 🙂
Jeg har hele første dag i Bergen – vi skal først sejle 20:30 – og skal absolut en tur med Fløibanen, hvis der da ikke er regn og tåge.
Geiranger er helt sikkert smuk – også i marts – men jeg vil hellere ud og køre hundeslæde og spise (måske endda selv fange) kongekrabber.