Så blev det for alvor sommer

Hvilken fantastisk morgen, at gå tur med hundene. Varmt og stille – ikke en lyd, ikke en vind og en temperatur, som passede til de bare arme og ben.

Byens gader er tomme tidligt om morgenen. Det arbejdende folk har for manges vedkommende ferie i disse uger og turisterne er endnu ikke stået op.

Min ferie venter fortsat og på kontoret koger vi. Selv om vi gjorde opmærksom på sidste sommer, at vi sidder i husets eneste lokale uden køl (det gamle smedeværksted), så er der intet gjort for at ændre på det.

På førstesalen herhjemme står alle vinduer åbne og leder varmen væk fra entreen, hvor hundene holder til når de er alene. Rummet vender mod nord og jeg kan mærke, når jeg kommer hjem, at der er fint og svalt.

Heller ikke resten af huset bliver overophedet. Jeg tror det er velisoleret og det hjælper også med til at holde varmen ude. En varme, som lige i dag ligger på 28 grader, selv herude ved kysten.

PYHHHH!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *