Dag 2 på hjemmekontoret

Det stigende smittetal har igen sendt os tilbage på hjemmearbejdspladserne.

De næste 14 dage er planlagt, så vi altid er én på kontoret. I Aalborg er vi tre, der skal skiftes til at møde ind, i København fire og i Odense én, som så må skiftes med sig selv 🙂

Hundene nyder at døren til gården kan stå åben og mens jeg spiste frokost i døråbningen fik de brændt noget krudt af.

De har en dejlig seng under skrivebordet og herfra lyder indimellem tilfreds snorken.

Bob sover let og det mindste jeg rør på mig vågner han. Irma derimod sover tungt (oven på Bob) og lader sig ikke forstyrre af noget som helst.

Det skulle lige være, hvis jeg åbner køleskabet.

Mit hjemmekontor har vinduer ud mod Aldi og Aldi’s parkeringsplads og det er ret så underholdende.

Skråt overfor bor en mand, som kommer ud af sit hus i et eller andet ærinde 15-20 gange om dagen. Lige nu har han hentet én banan i Aldi. Han møder ofte nogen at snakke med og jeg har en klar fornemmelse af, at det er formålet med alle besøgene i Aldi og Byens Kiosk.

Apropos sidstnævnte så er det ikke et sted, jeg er i kridthuset. Lige overfor kiosken og klods op ad Aldi’s p-plads er to p-pladser, som er offentlige og uden regler tilknyttet. De ligger fint i forhold til mit hus og derfor har jeg formastet mig til at parkeret der, når den ene har været ledig, når jeg er kommet hjem.

DET er ikke faldet i god jord og jeg har to gange fået stukket – ikke særligt venlige – henstillinger under min vinduesvisker.

Ejeren mener butikkens omsætning er afhængig af de to pladser.

Nu kan jeg så sidde her og følge med i, hvor ofte der faktisk holder to biler på de to pladser. Eller rettere hvor sjældent.. for der er ret langt imellem og når der gør drejer det sig om et minut eller to.

Nevermind, jeg parkerer ved skolen fremover medmindre jeg har noget tungt, der skal læsses af og på.

14+

4 Comments

  • Helle Klitgaard

    Jeg har handlet i kiosken flere gange, men har stadig ikke brugt en af de to pladser … sådan en gimpe, hvis man vil handle, så parkerer man der, hvor der er plads. Skolen er det ikke langt fra dig? Eller har de en p-plads lige overfor?

    • Mette

      Jeg tror, at der er 150 skridt over på skolens p-plads. Det er fint nok og på mange måder også mere sikkert, når jeg skal have hundene ind og ud af bilen. Men passer det mig at holde der, når jeg kommer hjem med tunge varer, så gør jeg det.

  • Mette L

    Dag 12 her. Jeg trænger snart til en tur et sted hen…
    Det virker lidt som om du er rykket ind til den hektiske del af byen, med Aldi lige over for 🙂

    • Mette

      Jow jow – det er nærmere centrum af vores enorme by 🙂
      Med en stor Aldi lige overfor er her langt flere mennesker og mere trafik, men huset må have lyddæmpende vinduer for jeg hører ikke en lyd fra gaden.

      Jeg er mødt ind på kontoret i dag – det giver lidt afveksling.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *