Anden søndag i advent

Jeg havde en plan om et besøg i Aalborg i dag. Nærmere bestemt Nordkraft, hvor Biffen solgte ud af deres filmplakater.

Da vi nåede åbningstidspunktet gad jeg ikke køre turen. Jeg mangler heller ikke noget til væggene, undskyldte jeg mig med!

I stedet fik jeg lavet dej til en ny omgang af Mette Blomsterbergs brunkager og sæbebehandlet mit spisebord, som havde fået en plet og et hak. Utroligt hvad sådan en omgang sæbespåner kan udrette. Pletten er væk og træet i det grimme hak har løftet sig, så det næsten ikke er at se.

Også et besøg på plejehjemmet blev det til.

Min mor skulle underskrive en fuldmagt, som giver mig mulighed for at søge al den ekstra hjælp hun er berettiget til, når min far i næste weekend flytter i egen plejebolig. Tidligere i år skrev hun sin underskrift nøjagtig, som jeg husker det – men nu ligner det et barns håndskrift. Hun glemte H’et i sit fornavn og jeg måtte hjælpe hende med at stave til Nielsen. Man kan sige – uden at overdrive det mindste – at der ikke er ret meget mere at komme efter.

Bob og jeg travede bagefter byen tynd og sked på både Aldi og havnen 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *