Tørskoet

Jeg var vågen på et tidspunkt i nat og kunne fornemme, at lyset udenfor var anderledes end det plejer at være på det tidspunkt af natten.

Ganske rigtigt. Verden var hvid og den sne vi ikke fik i går, er kommet trefoldigt i løbet af natten/formiddagen. Det har virkelig sneet massivt i perioder i løbet af formiddagen, men nu skinner solen og så er det hurtigt smeltet væk.

Jeg var lige ude efter frokost og få en bare-fordi-krammer og da jeg kom ind, kunne jeg mærke min ene fod var våd… min ene støvle er revnet i sålen.

ØV – vi skal til København i morgen og jeg har ikke andre jeg kan holde ud at gå i. Jo, gummistøvler, men vi skal ud og spise, så det passer sig vist ligesom ikke.

Der er ingen vej udenom, at jeg må købe mig et par nye. Ikke lige det jeg havde brug for her 14 dage inden jul, men heldigvis fulgte der også kontanter med krammet, som man så kan sige ‘faldt på et tørt sted’ 🙂

Min datter og hendes kække kæreste drillede mig i lørdags med ordet ‘tørskoet‘. Det kendte de ikke – de kan prøve mine støvler, så ved de i hvert fald hvad det IKKE er.

0

6 Comments

  • Karin

    Dejligt med sne til dig også. Så behøver du ikke være misundlig på det vi fik natten til søndag 😉

    Håber du fandt noget nyt fodtøj, så du kan komme tørskoet omkring i København/Tivoli.

  • Mette L

    Jeg er sikker på, du vil passe helt fint ind med gummistøvler her. Der er uforholdsmæssigt mange, der har gummistøvler på til og fra arbejde, ikke så meget fordi det regner (eller fordi de ønsker at komme tørskoet frem), men fordi de piger/damer nu en gang har fået købt et par mega dyre gummistøvler, og så skal de jo vises frem (haha…)
    Tørskoet er da et ufatteligt godt og rammende ord, som helst ikke må gå i glemmebogen 🙂

    • Mette

      Tørskoet er da et ord jeg bruger – forstår ikke de ikke kender det. Hvad med ‘brødflov’ og ‘ravselvorn’ – det er da umuligt at finde bedre ord for de to ’tilstande’ 🙂

      • Mette L

        Ravselvorn var alligevel for vendsysselsk til mig, men det er lige præcis sådan, jeg føler mig lige nu, så jeg har allerede besluttet, at jeg er syg de næste 2 dage.

        • Mette

          Det er min mor, der er fra Frederikshavn, som altid har brugt det – synes det er et fantastisk ord 🙂

          God bedring til dig – håber du snart er ovenpå igen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *