Kladder

Det er ikke fordi jeg ikke skriver her er stille. Faktisk har jeg flere indlæg liggende klar i maskinhuset, men de omhandler meget personlige ting, involverer andre og jeg er derfor meget i tvivl om jeg kan tillade mig at publicere dem.

Og er man i tvivl skal man lade være. Tænker jeg.

Til eksempel var det meget genkendeligt – på den triste måde – at se de to udsendelser ”Forbandede fulde forældre” på DR1 – men det indlæg involverer både min datter og hendes far og det synes jeg faktisk ikke, at jeg kan tillade mig.

Det er ikke første gang jeg sidder med sådanne overvejelser. Tidligere har jeg brændt fingrene fordi jeg har været for ærlig og er kommet for tæt på… men på den anden side, så gider jeg ikke, at det ender med, at jeg kun fortæller om hvor Lillebror og jeg har gået tur eller hvad jeg har fået at spise eller hvordan vejret har været i Hals.

Det er da så inderligt uinteressant… også for mig selv!

Her sidder jeg så nu… fyldt med kladder og manglende mod til at trykke på publicer.

0

7 Comments

  • Gitte

    Har ikke nogen blog, så hvad der skal eller ikke skal skrives, kan jeg ikke bedømme. Nogle emner er svære og personlige, men da jeg selv er vokset op med en alkoholiseret forældre, er det et emne som jeg “brænder”for. Ved der er masser af skyld, medmisbrug, bebrejdelser, vrede og sorg, så kan forstå at det er “svært”, dog er det vigtigt at tale om og diskutere.

  • Helle K.

    Jeg synes, at det er godt, at du tænker, inden du sender. Det nemmeste i verden er at gøre andre kede af det/gøre vrede/eller såre – og til hvad nytte? Men det er også godt at få tingene skrevet, for mig vireker det som om de så er ude af systemet på en eller anden måde. Hvis jeg har nogle sandheder, som skal fortælles, så vil jeg hellere sige det til rette vedkommende, end skrive det til hele verden.

  • Karin

    Jeg har det som du, der ligger mange kladder i maskinhuset – rydder ud og gemmer dem i min dagbog.

    Mht. til at blive personlig, så kan jeg godt åbne for Pandora når det er mig selv, men når der er andre involveret, og det ikke lige er en sød/sjov/hyggelig fortælling, men noget meget privat, så stopper jeg, gemmer det i dagbogen, enten den helt private, eller den jeg sender til min psyk. Det gør jeg, da jeg godt kan have brug for respons, da det ikke var nok bare at skrive det.

  • Catarinat

    Uha det kender jeg godt og jeg har det på samme måde… alså er jeg i tvivl, så lader jeg være, for hænge andre ud, det er jeg aldrig meget for, for selvom jeg en dag vil slette et indlæg, ja så florerer det måske alligevel et sted derude. Men de ligger der i maskinhuset og jeg kan kikke på dem. At min blog så ikke altid er lige spændende at læse, er så bare noget jeg må affinde mig med.
    Ha’ en dejlig søndag Mette. 🙂

    • Mette

      Jeg har ikke noget imod, hvis det bliver personligt, men det skal have et formål og flytte noget.

      Jeg kunne fx. godt finde på at trykke publish på indlægget om alkoholmisbrug, som jeg omtaler… fordi det er et område jeg synes, det er vigtigt at få fokus på. Men på den anden side har jeg også en holdning til, at den eneste jeg ‘udleverer’ er mig selv. Min familie, venner og kolleger kan godt blive omtalt men det er helt neutralt når jeg gør det.

      Dejlig søndag til dig også 🙂

  • Anna Marie

    Jeg er selv begyndt at skrive personlig dagbog. PENZU er udmærket. Det er en god ting for mig at få nedfældet mange tanker, som jeg ikke har lyst til at lufte offentligt, især synes jeg det er godt at få nedskrevet eventuelle nattedrømme, hvilket desuden bevirker, at man efterhånden husker flere og flere af drømmene.
    God søndag!

    • Mette

      Lige som dig, har jeg glæde af at nedfælde det ting jeg går og pangler med. Jeg bruger dog en ganske simpel notepad til at gemme tanker og drømme. Noget bliver brugt i senere indlæg resten gemmes blot som mine private strøtanker om dette og hint.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *