Genudsendelse.. endnu et år er gået

Der oplevelser i livet man aldrig helt lægger bag sig og som man altid vil have med i bagagen. Oplevelser som indimellem dukker op og fylder et øjeblik med tænksomhed.

I dag er en af de dage.

Det er  3 4 5 6 7 år siden jeg røg på hospitalet med blå blink efter en konsulation i Vodskov Lægehus.

Blodpropper i venstre ben og begge lunger – og af den grund et voldsomt overbelastet hjerte.

Jeg ved ikke, om man på nogen måde kan forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse.

Det forandrede min verden for altid.

På mange måder.

Og med tiden på mange måder til det bedre.

De første år efter havde jeg det svært. Jeg var bange. Isolerede mig. Dagene var fyldt med søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, indadventhed, hudløshed, grådlabilitet. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.

Jeg fik en proffessionel samtalepartner, som gav mig gode værktøjer, som gav mig det gode humør tilbage og som lærte mig at turde leve igen.

Jeg har lært rigtig meget de sidste år.

Ikke mindst om mig selv.

Øjeblikket passerer og jeg kan lægge oplevelsen bag mig endnu et år.

8 Comments

  • Susanne

    Det er en fantastisk tekst, du har skrevet. Det er vi mange, der kan blive klogere af – og high five til dig for at have klaret det 🙂

  • Mette L

    Det er lidt ligesom du har fået en ekstra fødselsdag, en af dem, hvor det var en hård fødsel og man glæder sig ekstra meget over, at resultatet er et sundt barn 🙂 Tillykke med dagen. Jeg kan godt forestille mig, at man bliver stemplet som besværlig og underlig. Det er der jo mange af de ting/diagnoser/kampe, man ikke kan se uden på, der bliver. Men jeg er glad for, at du føler dig igennem og at du er dig og at du skriver så dejligt lige ud af posen 🙂

    • Mette

      Der gik det meste af to år før jeg kom ud som et sundt barn. I to år havde jeg angsten liggende i baghovedet hele tiden. Først da udredningen var lavet og jeg stod med et brev i hånden, hvor jeg på skrift kunne se, at jeg ikke havde større risiko for gentagelse end andre mennesker , kunne jeg slippe det.

      Men det var også seje to år, hvor jeg var nødt til at forsøge at agere normalt, ikke mindst i forhold til Nanna, der dengang lige var blevet konfirmeret.

      Nu tænker jeg kun på det den ene gang om året og det er som at have en ekstra fødselsdag 🙂

  • Rikke

    Tillykke med dagen 🙂 Og nej, du er ikke hverken underlig eller besværlig, men der imod en kvinde vi er glad for at hejse flaget for. Pas på dig selv, der er nemlig kun en af dig <3

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *