Hesten hedder Abildgrå…

Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg faktisk holder af at komme i stalden.

Som regel når jeg ikke længere end til parkeringspladsen, men i dag tog jeg mig god tid til at hente poden. Og god tid til at nyde duften af hest og frisk hø. Og lyden af deres stille tilfredse prusten. Her er ikke noget, der haster. Der skal sadles af, strigles, serveres gulerødder og nusses – og det ta’r den tid, den slags skal ta’.

Her vil jeg huske at være noget oftere.