10 positive om finanskrisen

Ud fra devisen om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, har B.T. fundet frem til de gode sider af finanskrisen.

1 Egoisme er yt
Før krisen handlede alt om mig, mig, mig… Selvudvikling og selvforkælelse var en menneskeret. Coaches, personlige trænere og ditto shoppere var et must. For alt – både krop og job skulle tage sig bedst muligt ud. Nu er det veninden eller familien, du ringer til, hvis du har brug for et godt råd. Vi har fået øjnene op for, at vi er afhængige af hinanden. Følelsen af fællesskab med vores nærmeste bliver tættere og vigtigere.

2 Gratis motion er god motion
Før krisen skulle alle som minimum havde ét medlemskortkort til et fitnesscenter. Kortet var beviset på, at du ville det gode liv og tog dig selv og din krop alvorligt. Mindre vigtigt var det at kortet alt for sjældent kom op af pungen. For vi havde jo råd til at betale hundredevis af kroner for en enkelt træningstime på løbebåndet.  Nu vil vi have noget for pengene. Puds løbeskoene af eller gå en tur. Det giver god motion og koster ikke noget, hvis du ikke kommer afsted.

3 Discount er ok
Før krisen kunne det bare ikke blive fint nok. Rødvinen skulle være den dyre Barolo eller Amarone. Spegepølsen var ikke bare æltet grisekød, men en ålerøget specialitet fra øko-slagteren. Og kom der gæster skulle der kræses. F.eks. med kobe-kød fra Japan til tusinde kroner kiloet eller Carpacio med trøffel fløjet dirkete ind fra Sydfrankrig. Nu kan du roligt invitere gæster uden at få præstationssved på panden. Det vigtigste er at være sammen, ikke hvad vi spiser. Det er ingen skam at bære varene hjem i posen fra Netto og vinen smager fint på pap.

4 Førstegangskøbere kan få bolig
Før krisen ville husprisernes himmelflugt bare ingen ende tage. Nu har selv førstegangskøberne en chance for at blive boligejere. Priserne er i frit fald. Sidder du i en lille lejlighed er den faldet i pris, hvilket på godt jydsk er træls! Men vil du gerne bytte til en større bolig, vil den alt andet lige være faldet endnu mere i pris. Så i sidste ende tjener du på krisen.

5 Slut med tom snak
Før krisen udviklede ethvert middagsselskab sig umærkeligt til en konkurrence om hvis friværdi, der var vokset mest siden sidst og hvor rige vi alle var blevet – på papiret. En uendelig kedelig diciplin – især for lejerne… Nu er der ikke mere at prale af. Endelig får vi tid til at tale om det, der virkeligt betyder noget.

6 Så er der håndværkere til alle
Før krisen var enhver håndværkerkalender overbooket, for gud og hver mand – også naboen skulle have bygget nyt friværdikøkken og velvære-badeværelse. Nu kan du endelig få fat i en håndværker til at lappe hullet i taget. Vil han ikke gøre det for en rimelig pris, så tjek om ikke hans kollega har et godt tilbud til dig. Oven i købet er det ikke længere fuldstændigt utænkeligt, at arbejdet kan blive færdigt i indeværende kalenderår.

7 Slut med benzinslugere
Før krisen vrimlede villavejene med potente firhjulstrækkere. På trods af et skrantende miljø, gik der mode i at selv konebilen skulle være en nådesløs CO2 udleder. Nu er bilsalget gået i stå. Skal der investeres i noget med fire hjul er det de små miljøvenlige familiebiler, der kan køre langt på literen, som er populære.

8 Rejserne bliver billige
Før krisen rejste vi til Mauritius, Cuba og Bali. Ikke bare til glæde for os, men også for rejsebureauerne, som udråbte 2008 til et ‘gyldent år’ for branchen. Nu kæmper rejsebureauerne om kundernes gunst. Priserne er halveret i forhold til sidste år. Aldrig har det været så billigt at komme udenlands. Så krise eller ej – Rejse skal vi stadig.

9 Genbrug er in
Før krisen købte vi ind, når vi syntes, vi manglede. Om det var nyt tøj, ny fladskærm, ny bolig eller ny sofa blev der spenderet. Og det gamle – det røg ud. Nu er ‘Brug og smid væk’ erstattet af genbrug. Fra genbrugspladserne lyder meldingen, at danskerne smider meget mindre væk. Det gavner ikke bare pengepungen, men også miljøet.

10 Køb aktier
Før krisen var aktiemarkedet spændt op til lir. Takket være et eskalerende aktiemarked blev de rige stadig rigere. Nu er millionærer som Erik Damgaard, Finn Nørbygaard og eks-bokseren Hans-Henrik Palm blevet utroligt meget fattigere. Du kan til gengæld tjene penge. Har du penge til overs og er du lidt risikovillig, så udnyt de styrtdykkende aktier til at gøre et godt køb. Men det er svært at pege på de sikre investeringer. Selv garvede aktieanalytikere har svært ved at greje markedet lige nu.

Ikke at nogen af 10 ovenstående punkter nogensinde har været aktuelle i min verden.

Men det er en helt anden historie og vel også årsagen til, at jeg ikke forstår/mærker nogen som helst krise!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *