Kan mænd og kvinder være venner?

Der har været skrevet en del om det i blog land, bla. hos Bitter Blog og  Belle Blues, som med humor og bid tager emnet op.

Jeg ville, indtil for kort tid siden, have svoret på, at de kan de godt… være venner altså. Men de sidste 14 dage har jeg måttet sande, at helt så enkelt er det ikke.

Jeg havde en ven, troede jeg, som jeg havde 100% tillid til og som jeg kunne betro hvad som helst. Og jeg gjorde det. Han var min fortrolige igennem skilsmisse, flytning, sygdom og hvad jeg ellers har budt ham gennem året. Jeg var helt overbevist om at HAN i hvert fald ikke ville svigte mig.

Men det gjorde han!

Omkring jul skete der noget, som gjorde mig lidt ked af det. Jeg reagerede ved at trække mig lidt tilbage og sammen med jul, alvorlig sygdom i familien, mails frem og tilbage…. ja så blev det hele pludseligt lidt for meget og lidt for kompliceret. Fordi jeg er en kvinde og han er en mand – og fordi der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. Kan det undgås? Jég tror det ikke! 

Jeg blev kasseret med et skuldertræk (for min egen skyld, siger han)… som om det var et par snavsede sokker, han ikke gad bruge mere!

Jeg er fuldstændig lammet og jeg nægter at tro, jeg har fejlvurderet ham så meget.

Sådan et menneske er han bare ikke.

.

0

6 Comments

  • Pia

    Øv Mette, jeg ved ikke om det er kønnet der er afgørende for værdien af et venskab. Jeg ved dog, at et godt venskab gør alt for ondt at miste, og for mig stiller det nok også tvivlen frem, på om jeg tør ha tillid til et andet menneske igen- på den helt ubetinget måde:o(

    Pas på dig derovre

  • Deborah

    Jeg glemte sådan set overskriften, som jo var et spørgsmål også. Min personlige erfaring er, at det er meget meget svært, at være venner med mænd. Der går altid “hormoner” i det på et tidspunkt 😉 – og nogengange endnu værre også følelser.

  • Deborah

    Uha Mette, jeg havde en barndomsveninde, jeg har kendt siden jeg var 6 år gammel og som var mere en søster for mig end min søster. Hun svigtede også! Jeg kan slet ikke sige dig, hvor ondt det gjorde. Så jeg forstår dig så udemærket. En anden barndomsveninde lavede samme “stunt” i forbindelse med, at jeg skulle flytte tilbage til barndommens land med en bemærkning om “at nu skulle jeg jo ikke forvente, at vi kunne ses hele tiden” – noget jeg aldrig har ytret mig om, at vi skulle og slet ikke hende. Så man kan sige, at jeg brød der, for den bekærkning, den havde jeg ikke fortjent.

    Støtten er ikke altid der hvor man venter den, men at du er skuffet, det forstår jeg og det tager tid at “komme over” – det har jeg i førstnævnte tilfælde nok aldrig gjort, men videre skal man jo. Trøstekram til dig.

  • Mette

    Skyld og ansvar er ikke så meget spørgsmålet for mig… jeg er mere ked af at måtte erkende, at det venskab kun betød noget for én!

  • Gitte

    Er det ikke ham, der har kasseret sig selv, når han ikke kan håndtere jeres venskab. At skylden/ansvaret så skal lægges over på dig, viser vel at han ikke er mand nok…….

    Meget sort/hvidt svar :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *