Jeg mistede en god ven i tirsdags. En menneske, som evnede, at sætte en meget præcis finger på mange af de ting, jeg tumlede med. En menneske som med nogle få ord kunne vise mig en vej ud af samme tummel.

Jeg tænkte på ham i nat, snakkede med ham i tankerne og han hjalp mig til at træffe en beslutning, som måske har været undervejs et stykke tid, men som jeg ikke har kunnet få mig selv til at tage.

Man ser kun dét, man er klar til at se, ville Jens ha’ sagt. Han ville også ha’ sagt: Elsk de mennesker, som er der, når lokummet brænder. Glem alt om dem, der ikke er.

Jeg har pillet i det samme sår alt for længe… nu skal det have lov at læges.

Jens gav mig spark. Nøjagtig som han plejer.

Chin up and shake your maracas honey, that´s why you got them!

15 tanker om “Et ekko

  1. Hej Mette

    Skulle lige ind og “læse op” på din blog, og læste dette indlæg… 🙁

    Det gør mig virkelig ondt 🙁 Og jeg sender dig varme tanker, for puha, ord bliver hurtigt fattige 🙁
    Samtidig ønsker jeg dig styrke til dagen i morgen, hvor I skal begrave Jens 🙂

    Mange mange hilsener
    Anette B

    1. Tak Anette B… det kommer til at kræve alt min styrke, at komme gennem den begravelse i morgen.

      Heldigvis har jeg en anden god ven, som tager med mig. Han kendte ikke Jens og alligevel afbryder han sig ferie og kommer og tager mig i hånden… helt på eget initiativ… hvor heldig har man lov at være, at kende sådan et menneske 🙂

      1. Hej igen Mette

        – jeg har godt nok tænkt på dig idag – og jeg håber at I har fået sagt farvel, og at du nu kan trække vejret lidt igen :-/

        Skønt at du har endnu en god ven, der har støttet dig på denne svære dag…! Tommelfingeren op for det 😀 Skønt med sådanne venner…!

        Mange hilsener
        Anette B

  2. Hurra for Jens. En ven i hjertet vil altid være hos dig. Håber I får ham sendt godt afsted, når den dag kommer.

    1. Ham glemmer jeg aldrig… men du har så sandelig også din del af “skylden”… jeg tænker, du er sådan en slags Jens 🙂

      Det er begravelse på onsdag. Det bliver helt forfærdeligt 🙁

      1. 🙂
        Onsdag bliver sådan en dag, man bare skal igennem. Et er at begrave et menneske der har levet et langt liv, men at skulle begrave et menneske der stod midt i livet er ikke til at bære.

    1. Jens var ikke den slags ven jeg så eller hørte fra dagligt. Tværtimod, der kunne gå uger mellem vores kontakt. Nogen gange længere.

      Tilgengæld var vi der for hinanden, når lokummet brændte.

      Jens blev 44 år… det er fandeme alt alt for tidligt.

  3. Der er noget ægte og skønt over at kunne huske og bruge og genskabe, også efter tab og viden om at intet nogensinde bliver det samme.

    1. Jeg kommer til at bære ham med mig i hjertet og vil helt sikkert tænke mange gange: hvad ville Jens ha’ sagt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *