2. søndag i advent

Det er ikke tosset efter en kold tur i mosen at komme hjem og hele huset dufter af julebag.

I går bagte jeg både brunkager og julecookies, og i dag er der bagt i hundredevis af pebernødder.

Brunkagerne er efter en opskrift fra Mette Blomsterberg og jeg synes de smager skønt. Jeg har en bagebog den er i, men den kan også findes på nettet. Julecookies er en opskrift jeg har fået af Marianne, som bloggede under navnet Cirkusprinsessen og derfor kalder jeg dem Cirkusprinsessens julecookies. Pebernødderne er de samme som jeg har lavet i en del år efterhånden – de absolut bedste efter min mening – opskriften finder du her.

Inden jeg kastede mig ud i at bage pebernødder var jeg med Solveig til babysvømning.

Det gik rigtig godt i 20 minutter, men så gad Solveig ikke mere og blev så utilfreds, at vi forlod stedet 10 minutter før tid.

Undervisningen foregår på min gamle arbejdsplads – der hvor vi havde til huse før vi flyttede på havnen. Der er ikke meget jeg kunne genkende, men indgangen til vores uddannelsescenter og også swimmingpoolen var dog den samme. Der er bygget så meget rundt omkring at selve bygningerne er svære at kende.

Det er et super fint sted at have babysvømning. I modsætning til i de store svømmehaller er her ingen larm og der er så varmt i omklædning og ‘svømmehal’, at der ikke er en chance for at de små kommer til at fryse.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *