DECEMBER DECEMBER

I går confiterede jeg andelår i ikke mindre end 1 kg andefedt. Bagefter flåede jeg det i stykker og sammen med andefedt (ikke 1 kg) er det nu på glas som anderilette til julefrokosten.

Sidste weekend blev julesnapsen færdig og filtreret – og i aften skal jeg smage julesilden, som jeg lavede tidligere på ugen. Det er en ny diciplin og derfor har jeg lavet et lille glas med kun én sild som en smagsprøve – der er ingen grund til at ødelægge en hel spand sild.

I marinaden er der bla. havtorn, som er plukket ude ved stranden i Hals. Det ser flot ud, men om det også smager godt er ikke til at vide.

Min mormors leverpostej er på programmet næste weekend. Der skal også syltes løg – og så er resten vist noget, som skal laves lige op til.

På strikkepindene er en lille julegave til Nannas farmor. Jeg er halvvejs, så det når jeg også. Resten af julegaverne er i hus, pakket ind og klar til at lægge under træet.

I aftes fik vi igen sne i Nordjylland. Dog ikke noget der kan måle sig med den mængde vi fik 1. december. Heldigvis. Sådan en lille drys må der meget gerne komme den 24. Familen bor alle i Hals, ingen skal ud at køre, så det tænker jeg er ok at ønske sig.

Bare et lille bitte drys.

Vi skulle have været en tur til hovedstaden den 16. december på vores årlige samling med workshop, tivolitur og julefrokost i Grøften.

Det er ellers så pokkers hyggeligt, men så tæt på jul var vi flere, der ikke var klar til at tage risikoen for smitte. Jeg vil gerne holde jul med familien og ikke sidde isoleret herhjemme og sådan var der flere der havde det.

Turen blev aflyst – eller udsat til bedre tider. Måske til foråret.

Jeg har 7 arbejdsdage tilbage i år. Den 22. går jeg på juleferie og så kan jeg glemme alt om jobbet frem til 3. januar.

Det glæder jeg mig til.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.