Amsterdam tur retur
Efter 5 dage i Amsterdam er kufferten pakket ud. Vaskemaskinen kører med snavsetøj og nyindkøb, julegaverne er klar til at blive pakket ind og jeg har en millionmilliard fotos, der skal sorteres.
Sundhedsappen på mobilen viser et enormt antal skridt og vi har da også været fuldstændig drænet om aftenen.
Heldigvis havde vi valgt et skønt hotel, med dejlig ro, gode senge og et dejligt badeværelse – komforten var helt i top og vi kunne hygge os på værelset efter nogle lange dage.
Sir Adam ligger på den nordlige side af floden IJ.
Fra Central Stationen sejler to små færger som ganske gratis fragter folk, hunde, cykler og knallerter over floden til Buiksloterweg. Vi ventede på intet tidspunkt på en færge og med en overfart på 4-5 minutter fungerede det perfekt.
Er din ‘bil’ lille nok kan den også komme med færgen. En lille sjov detalje om det røde køretøj herunder: da færgen nåede Centralstationen sprang føreren ud, åbnede ‘køleren’ og hev i en start snor som var det en plæneklipper inden hun hoppede ind igen og kørte fra færgen. Vi så måbende til (den slags oplevelser var der flere af – mere om det senere)
Morgenmaden blev indtaget i The Butcher og her var alt som hører en god morgenmad til.
Elevator C var en oplevelse for sig selv og opfordrede til et par danse moves 🙂
Alt i alt kunne valget af hotel og beliggenhed ikke have været bedre.
One Comment
Monica
ser så sejt ud det hotel. navnet er noteret!