Forskud på arv

I tre dage har den stået på flytning af de gamle fra Fjordgade til Fjordparken kun en spytklat væk. Jeg kunne godt have brugt en plads samme sted, for jeg er træt som et helt alderdomshjem.

Jeg synes, at vi har fået indrettet deres plejebolig rigtig hyggeligt og nu håber jeg, at de falder til derovre. Min mor tusser rundt og forstår ikke så meget, men havde været svært tilfreds med at få serveret havregrød til morgen ganske som hun plejer.

I dag blev de indledende øvelser til salg og tømning af huset gjort.

Jeg udnyttede lejligheden ved at have stærke arme og en stor bil til rådighed og fik flyttet selve kassen til min fars sjove skuffedarium og i dag har jeg tømt alle skufferne og flyttet dem. Eller næsten tømt… alle min fars skruer, søm, møtrikker og andre dimser nænnede jeg ikke at kassere. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for en skrue.

Skuffedariet stammer fra IBM’s reservedelslager i Aarhus, hvor min far engang var ansat. Der var en hel række af dem og på et tidspunkt skulle de kasseres. Min far tog heldigvis et med hjem.

Der er oceaner af plads i de 36 skuffer og nogle af dem indeholder de små originale papæsker som sikkert har været fyldt med små reservedele og som nu kan rumme alverdens små dimser. Det står i det hele taget helt originalt med håndtag og numre.

Nogen vil helt sikkert synes, at det er noget gammel lort, men jeg synes, at det er det fedeste møbel ever.

10 Comments

    • Mette

      Jeg er helt enig – jeg synes, at det er meget sjovere at finde noget alle og enhver ikke bare lige kan gå ud og hente i IKEA. Ikke at der er noget i vejen med IKEA – jeg har skam mange møbler derfra, men jeg forsøger at kombineret med ting med lidt historie.

    • Mette

      Reservedele til IBM maskiner. Min far var i mange år ansat hos IBM og en modernisering af lageret gjorde, at disse skuffedarier blot skulle smides ud.

  • Lone G

    Det er det fedeste møbel jeg længe har set 🙂 Godt din far sikrede sig det !! Håber dine forældre falder til på Fjordparken, og at du også fornemmer der bliver passet på dem.

    • Mette

      Min fornemmelse af stedet er positivt. Det er nogle umådeligt søde piger, der er ansat og jeg tror, at de gør deres allerbedste for at de skal føle sig godt tilpas.

  • Karin

    Det er helt fantastisk, jeg er solgt, og ja, præcis som Rikke, misundelig 😉
    Krydser fingre for hverdagen bliver lidt anderledes, knapt så presset etc. Jeg har et par flytninger i erindringen, så husker hvor træt jeg var bagefter.
    God arbejdslyst og god hverdag.

    • Mette

      Tak Karin – tænker det varer lidt endnu før det hele er på plads. Vi har også et hus, der skal tømmes og sælges, så der er lidt vej endnu før presset er væk.

  • Rikke

    Der ER helt sikkert det fedeste møbel, og jeg er svært misundelig ?
    Nu får du forhåbentlig lidt tid til at slappe af og få sovet ud. Andre holder øje med dine forældre for dig imens. Og så håber jeg for øvrigt ikke du har taget alt for hårdt fat under flytningen, så det er gået ud over din skulder.

    • Mette

      Jeg bar ikke noget tungt og alligevel har jeg forstrukket et eller andet i højre side – ikke i skulderen, men i siden omkring ribbenene 🙁

      Min mor ser ud til at være ret fornøjet ved at der sker noget omkring hende. Min far not-so-much. Tænker den nye situation kræver noget tilvænning for alle.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *