Det kunne jeg godt ha’ været foruden

Min mandags fridag blev noget anderledes end jeg egentlig havde forestillet mig. Min faster Susse ligger på hospitalet i Dronninglund og jeg havde lovet at køre min mor derop på et formiddagsvisit.

Min søster og min mor havde været der for nogle dage siden og her var Susse oppesiddene og forholdsvis kontaktbar, så jeg var absolut ikke forberedt på det syn, der mødte os. Det var et døende menneske der lå i den hospitalsseng. Hun var ikke ved bevisthed… lå blot og gispede efter vejret i en iltmaske. Det var bestemt ikke rart at se på og vi blev kun ganske kort. Sygeplejersken fortalte, at hendes nærmeste, min kusine Anette, er tilkaldt og på vej fra Slagelse. Hun skulle efter planen være kommet tirsdag, så når hospitalet vurderer, at hun skulle fremskynde sin rejse tænker jeg, at de ikke regner med at hun lever ret meget længere.

Susse, eller Solvej som hun egentlig hedder, er min fars lillesøster. Jeg ved ikke præcis hvor gammel hun er, men hun har rundet de 80 og min far er 83 – så et eller andet sted der imellem. Hun var den første fra familien, der fulgte mine forældres eksempel og flyttede til Hals og her har hun også fortsat sin bopæl. Hun har kun ét barn, min fætter Jan, som lever som subsistensløs i hovedstaden et sted. Hun så ham for nylig i et program om hjemløse, men har ellers ingen kontakt med ham. Til gengæld har hun nærmest adopteret mine kusiner/fætre fra en anden søster, som døde tidligt og det er den ældste Anette, der ‘klarer paragrafferne’ som nærmeste pårørende.

1-5-2008-028
Susse (tv) og min mor i samtale ved Nannas konfirmation

Anettes mor blev kaldt Bitten, men hed ‘Gundvig’ på dåbsattesten. Historien fortæller, at min farfar havde glemt det navn han og min farmor havde aftalt på vej til præsten og at ‘Gundvig’ var det der dukkede op som det første i hans hoved. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men som jeg husker min farfar kunne det meget vel være sandt (:

Jeg er glad for at Anette dukker op. Hun er uddannet i hospitalsverdenen og er langt bedre til at tackle den slags situationer end nogen af vi andre. Eller i det mindste bedre end jeg. Jeg føler mig bare kejtet og forkert, og ved hverken hvad jeg skal sige eller gøre, når det handler om sygdom og død.

Susse er min faster, men vi har ingen bånd som sådan. Vores kontakt har mest bestået af samvær ved jul og fødselsdage – men uanset så berørte det mig at se hende sådan.

Resten af mandagen står stille mens jeg fordøjer formiddagens oplevelse.

Det kunne jeg godt ha’ undværet!

0

7 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *