Welcome back colour

Der er ikke ret meget musik, jeg synes ret meget bedre om end netop den slags Tina Dickow leverer, så det var glædeligt ud over det sædvanlige, da jeg pludselig fredag eftermiddag stod med en invitation i hånden til hendes koncert fredag aften på Skråen. Min første Tina Dickow koncert i øvrigt.

Der er så meget sjæl og intimitet i hendes tekster og hun forstår også på livescenen at formidle den ud til hver en gæst i den prop fyldte sal. Smukkest var det efter min mening da alle i salen næsten holdt vejret, mens hun alene med sin guitar hviskede sig gennem “No Time To Sleep” eller som her fra min all-time-favorit “Count to ten“

Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go

I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then!

Stærkt sat i kontrast af teksterne fra den gratis koncert, der var i gang nedenunder med Souveniers… der var heller ikke mange af koncertgæsterne, der tog mod tilbuddet om at blive og høre om Mormor og Mikael