Hvile dag… ikke her!

Naboens hækkeklipper har længe ligget og truet ude i bryggerset. I dag tog jeg mig gevaldigt sammen og fik klippet hækken for 4. og i øvrigt sidste gang i år. Det er vist en smule overdrevet, men det er faktisk nemmere at klippe og rydde op bagefter, når man gør det lidt ofte. Og så ser den i øvrigt også pæn ud det meste af sommeren.

Ellers er min lille have ikke noget at prale af. Græsset ligner fortsat noget der er løgn, men selvom den kun er 36 kvm stor, kan jeg ikke helt overskue at lave en ny plæne. Allerhelst ville jeg gerne have råd til at få lavet terrasse i det halve… men det bliver vist ved tanken!

Mens jeg gik udenfor oplevede jeg min nye nabo få en røffel af den enlige (lidt sære) kvinde, der bor til hans anden side.

Han tillod sig at bruge genboens (ikke hendes… genboens) plæne til at lægge sit telt ud på, for at kunne folde det ordentligt sammen!!!  Og i øvrigt synes hun, at hans bil (en Nissan stationcar af en slags) er for stor, så samme genbo ikke kan komme til at slå deres græs (han holder på p-pladsen og ikke inde på deres græs)!!! Vi kiggede bare på hinanden, rullede med øjnene og tænkte vores 😕

Der er tikket en sms ind fra poden. Hun kommer hjem i aften efter at ha’ været væk i knap en uge. Først hos sin far og i weekenden hos sin kæreste i Overlade. Det har været okay at være alene. Jeg har ikke været det bedste selskab, slikker stadig mine sår og forstår stadig ikke, hvorfor det blev nødvendigt. Jeg forsøger at få svar. Synes vi fortjente at få en ordentlig afslutning. Men sådan skal det åbenbart ikke være.

Man siger, mennesker falder fra hinanden, når det normale bliver unormalt med et fingerknips. Når det, der giver mening og skaber sammenhæng i livet, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader simpel rædsel for tilværelsen.

(…)

Forude venter en hel arbejdsuge… af de lange. Ja, det vil faktisk sige, at ugens trivialitet bliver afbrudt tirsdag af noget kursusaktivitet og det er mere end velkomment!

0

One Comment

  • Deborah

    Jeg skal slet ikke minimere dit tab, som jeg er sikker på er helt skrækkeligt. Jeg prøvede dog noget, som ihvertfald var det også. En veninde, der var mere en søster, og som jeg havde kendt fra jeg var 6 år, afbrød også kontakten fra den ene dag til den anden, helt uden grund. jeg er dog nok klar over, at hun blev presset til det, af hendes mand, som ikke kunne lide mig – og omvendt. Vi havde før kunnet komme om ved det, så det havde vi jo nok kunnet igen, men… Jeg lever med det, men at acceptere det og tilgive det, kan jeg ikke. Så tro mig, jeg forstår dig!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *