Fabulous friday

En lang, men superhyggelig fredag er ved at være forbi. Poden hentede mig hos frisøren, hvor garnet havde fået sin månedlige trimning og sammen fulgtes vi ud i Aalborgs gader på jagt efter nye støvler str. 41. Det lykkedes ikke. Ingen af byens mange skoforretninger havde støvler, der faldt i den unge dames smag. Ikke fordi vi af den grund sparede en masse penge. Nej nej da, dem brugte vi på noget andet i stedet.

Vi mødte et par kendiser, bl.a. Per Pallesen, som delte rødvinssmagsprøver ud. Også eksens nye frille var på strøgtur (jeg vil give vedkommende ret, der omtaler hende som kikset – nå, det var blot en lille bonusinfo 😕 ).

Efter nogle timers shopping trængte mine gamle ben til en pause og vi sluttede vores tur på yndlingsrestauranten “Kunst og Spagetti”.

Mens vi sad på restauranten var der en yngre og lettere overrislet svensker, der flirtede fuldstændigt uhæmmet med Nanna. Hun måtte gemme sig bag en pille for overhovedet at kunne koncentrere sig om at spise. Det var altså temmelig underholdende og jeg er helt sikker på, at havde hun ikke været i selskab med mig, så var hun blevet inviteret ud 🙂

Poden har været glad, positiv og lattermild hele eftermiddagen, og så er det en ren fornøjelse at være sammen med hende.

Dejlig fredag og en rigtig lovende start på en weekend, hvor jeg sådan helt uden for nummer er i godt selskab 😀

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *