Urimelighed

Nogle dage er poden bare urimelig fra hun slår øjnene op og til hun lukker dem igen… alt er i vejen og når vi snakker om det, siger hun, at hun jo godt ved det, men at hun ikke kan gøre for det.  Og det har hun sikkert ret i – hormonerne raser rundt i hendes krop og hun aner ikke, hvad der er op og ned. Det er okay, for jeg ved hun bliver god igen…

Og  så må jeg jo desværre indrømme, at jeg har en del af det selv. Det er nok ikke teenage hormoner, der raser 🙂 men derimod dem, der hører til i den anden ende af livet som kvinde. Kors hvor kan jeg også være urimelig (og jeg ved det) og det gør mig så ked af det, når det går ud over et af de mennesker, jeg holder allermest af. 

Pisosse!

Jeg håber, det er okay – jeg bliver også god igen!

.