Nedtællingen er begyndt…

Mens jeg lavede mad faldt mit blik på kalenderen, der hænger i køkkenet og jeg opdagede, at om præcis en måned, i dette øjeblik, sidder Nanna og jeg på flyet til Kreta – vores første ferie alene. Slet ikke en dårlig tanke!

Selvom der er mange andre ferieformer jeg foretrækker frem for charterferien – glæder jeg mig alligevel. Det er dejligt ukompliceret, vi kan flyve direkte fra Aalborg og skal stort set ikke lave andet end at ligge og flyde med vores popo i vandkanten og nyde solen. Og så er græsk mad noget af verdens bedste, efter min mening. Hotellet hedder Marakis og ligger ca. 10 km uden for Chania – ikke at det siger mig ret meget, for jeg har aldrig været på Kreta, men mon ikke det minder en hel del om det andet Grækenland jeg kender.

Nu tror jeg den rødhårede og jeg daffer en tur i skoven, det er skønt vejr, og det er med at nyde de lyse aftener. Jeg kunne se på DMI, at vi går en enddog meget varm weekend i møde – jeg er vist nødt til at anskaffe mig en fod til min parasol inden, så jeg kan sidde i skyggen ude på terrassen. Og så SKAL jeg altså også ha’ startet det længe planlagte pestobed – nu kan jeg vist snart ikke finde på flere undskyldninger for, hvorfor jeg ikke har fået taget mig sammen…

Min niece Line er ophavs-dame til denne pestoopskrift og som det fremgår af den, skal pestobedet selvfølgelig bestå af basilikum og persille. Nanna og jeg har den altid frisklavet i køleskabet og spiser den til stort set alt – okay næsten alt så!!!

Lines pesto
3 håndfulde basilikum

1-2 håndfulde persille

1 håndfuld pinjekerner

1 fed hvidløg

50 g parmesanost (brug gerne den færdigrevede)

1 tsk citronsaft

1,5 dl rapsolie

½ dl olivenolie

lidt salt

 

Blend det hele sammen. Smag til.

 

Bon appetit og fortsat god aften!

2 Comments

  • Mette

    Tak for din hilsen Line – dejligt nogen gider læse med! Du burde havde dig sådan en blog, for du har da om nogen en finurlig måde at se verdenen på – og så kan du noget med ord! Om ikke andet kunne du lave en mad-blog og udgive alle dine lækre opskrifter til glæde for alle os andre!

    Vi ER meget glade for din pestoopskrift og jeg skal huske at notere og afprøve dit nye eksperiment.

    Kærlig hilsen
    din moster 😉

  • Line

    Hej moster 🙂

    Dejligt at du er glad for opskriften! Vil blot lige fortælle at jeg har eksperimenteret lidt med den, og fundet ud af at pestoen også bliver ganske fortrinlig hvis man udskifter persille og basilikum med ruccola salat. Man skal bruge næsten en hel pakke til én portion. Kan dog se at du er ved at skulle til at anlægge et helt pestobed (så er man glad for pesto!!), men denne nye udgave skulle du nu alligevel prøve en dag – den er ret god! Og forandring fryder som bekendt!

    Iøvrigt spændende med din fine blog – så kan jeg følge lidt med i hvad du/I foretager jer oppe nordpå 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *