-
Sommerlæsning
Jeg faldt tilfældigt over Eleanor Oliphant har det helt fint på en liste i Femina hos frisøren i sidste uge og næsten færdig med en Christian Frost krimi, var der plads på læselisten.
Eleanor Oliphant er en socialt kejtet kvinde, der lever et liv i ensomhed. På hverdagene passer hun sit kontorjob, og weekenderne består af dybfrost-pizza og vodka. Men hun har det helt ’fint’, og ingen har nogensinde fortalt hende, at livet kan være mere end det.
Alting forandrer sig dog, da Eleanor møder Raymond, den kluntede, usoignerede IT-fyr fra kontoret. Da hun og Raymond sammen hjælper Sammy, en ældre herre, der er faldet på fortovet, spirer et venskab gradvist frem mellem dem. Raymond lader sig ikke afskrække af Eleanors ligefremme og til tider uhøflige facon, og det er takket være ham, at Eleanor i sidste ende tør åbne sit eget forrevne hjerte og begynde at læge fortidens dybe sår.
Eleanor Oliphant er en på én gang rørende, humoristisk og skæv fortælling om den livsvigtige kontakt mellem mennesker og vejen ud af ensomhed.
En roman som jeg har læst på ganske få dage og har haft svært ved at lægge fra mig. Eleanor Oliphant har det helt fint er en skøn roman om både svigt, ensomhed, venskab og kærlighed.
Næst på læselisten er Call me by your name, skrevet af André Aciman, som jeg iflg. anmeldelserne kan glæde mig til.
-
Læst siden sidst
De sidste par uges læsning har omfattet:
- Kastanjemanden af Søren Sveistrup
- Pigen uden navn af Christina Baker Kline
- Som jeg husker det af Mikael Persbrandt
- Havets børn af Anna Ekberg
Jeg afsluttede Havets Børn i går og der var så plads til at lade sig inspirere af min nieces 15 årige datter og jeg læser derfor Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud.
Den er et vigtig, relevant, varmt og også humoristisk indspark i den til tider meget unuancerede debat om indvandere og integration.
Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarer ”Tak i lige måde”.
-
Genkendelsens glæde
Endelig er der nyt fra Jo Næsby og dermed også om den brogede Harry Hole. Jeg fik hele samlingen af mine kolleger da jeg blev alvorligt syg for nogle år siden… og jeg har nydt hvert et sekund sammen med Kriminalbetjent Harry Hole. Enspænderen. Drukkenbolten. Enfant terrible i Oslo politidistrikts Drabsafdeling. (-:
Efter at have opholdt sig tre år i Asien uden kontakt til Oslo, vender Hole hjem. Der er en sag, han gerne vil se nærmere på: En ung mand er blevet dømt for drab i et narkoopgør. Den dømte er Rakels søn, Oleg. For første gang nogensinde ser det ud til, at Harry Hole ikke skal lykkes med en efterforskning. Og til allersidst er det kun vilje og gaffertape, der holder ham sammen.
456 sider uovertruffen Nesbø… jeg glæder mig til gensynet. Når jeg er færdig med Slaughter og Ohlsson.
-
Den sidste vinter
Det glæder mig altid, når en af mine yndlingsforfattere kommer med nyt. Også selvom forfatteren proklamere, at det er den sidste bog i en serie.
I dag modtog jeg Åke Edwardsons 10. roman om Kommisær Erik Winter – Den sidste vinter hedder den, meget apropos. Den får ros som værende en af Edwardsons bedste og er dermed et forhåbentlig smukt men også trist punktum for en serie gode kriminalromaner.
“I den sidste vinter” kommer Erik Winter ind i to sager, hvor unge kvinder er fundet døde ved siden af deres kærester. I ingen af tilfældene findes der spor efter vold og rutinemæssigt anholdes kæresterne for hvad der må være mord. Problemet er bare, at der hverken findes et motiv eller spor der underbygger sagen mod de unge mænd.
Til gengæld er der en del spor, der stritter i andre retninger. Fra det ukendte mordoffer der skyller i land på Erik Winters private strand til den hjemløse avissælger med den gode hukommelse. Og så er der familierne til de afdøde piger, som tilsyneladende har en fælles fortid, der vikler sig ind i Winters.
Dan Brown må vige pladsen på natbordet for en stund… måske kan jeg være heldig at låne den på dansk inden jeg lægger Edwardson fra mig igen. Eller noget 🙂
