Det kan noget

Strik har terapeutisk virkning, er der flere der har sagt.

Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Det er afstressende at sidde og flytte masker fra den ene pind til den anden, rundt og rundt og samtidig se strikketøjet vokse.

Sunday sweateren er vokset i et – for mig – imponerende højt tempo.

Jeg er meget meget tilfreds med mit garnvalg. Den bliver præcis så rustik som jeg godt kan li’ det, men blød og lækker som kun alpaka kan være det. Jeg er ret sikker på, at det er en trøje, som jeg kommer til at bo i senere på året.

Da jeg strikkede meget – for 100 år og en madpakke siden – synes jeg at mindes at man altid strikkede delene hver for sig. Forstykke, bagstykke og ærmer og syede sammen bagefter. De nye opskrifter jeg har stiftet bekendskab med er næsten allesammen monteringsfri. Det er altså dejligt.

Sunday sweateren fra PetitKnit er ingen undtagelse. Når den er færdig skal der hæftes ender og halskanten skal bøjes om og sys fast. Thats it!

Nu vi er ved halskanten, så er den lavet bredere end opskriften siger. Bare ti masker, men for mig gør det en stor forskel. Jeg kan ikke fordrage at have noget så tæt på halsen. Det er lykkedes rigtig pænt for mig og jeg tror måske, at jeg er ved at have banket en del af rusten af mine strikkeskills.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en mere. Måske i cardigan udgaven. Jeg har set den mest fantastiske okkerfarvede uld/mohair hos Knitting for Olive… der er masser af drømmeprojekter.

Det kan noget det strik.

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *