Efterårsferien står for døren. Det har vi vidst længe. Den falder, lige som julen, på samme tidspunkt hvert år. Jeg har for længe siden spurgt om eks’en ønskede ferie med sin datter. Det kunne han ikke på det tidspunkt tage stilling til. Okay med mig… bare jeg så fik besked, så snart han vidste noget.

Jeg har ikke hørt en lyd. Overhovedet. I mandags taler jeg så tilfældigt med ham og meddeler ham, at jeg holder fri de første dage af uge 42. Og hvad sker der… han bliver SELVFØLGELIG knotten, for det er de eneste dage han kan få fri. Jamen for pokker kammerat… du har haft chancen, hvorfor har du så ikke givet besked, mens tid var 😕

Det bliver aldrig anderledes. Aldrig. Og jeg undrer mig over motivet… ønsker han ikke bruge sine feriedage sammen med hende, er han på tværs bare fordi han kan eller er han blot ude af stand til at træffe en beslutning, før han får kniven for struben?

Selv efter 19 års bekendtskab holder jeg ikke op med at håbe, at det bliver bedre… men jeg gør det vist forgæves.