Oktober kulde

Mine kolleger har flere morgener i denne uge rapporteret, at det har været nødvendigt at skrabe is af bilruderne. Der er jeg ikke nået til endnu, men iGo holder også i carport, så det er sjældent noget jeg har brug for.

Selvom min bilrude er frostfri kan jeg dæleme godt mærke oktober kulden. På den tidlige tur med Lillebror er jeg iført både trøje og jakke – og til morgen var det også med hætten oppe og hænderne dybt begravet i lommerne.

Kulden og mørket er velkomment – jeg trives i store sweatre og grove støvler, med frostbidte kinder og vantevarme fingre.

Haven reagerer også på oktober. Græsset har sat voksetempoet ned, æbletræet smider sine frugter og der er brune blade alle steder.

Pindsvinene er ikke gået i hi endnu, men dukker fortsat op ved mad- og vandskål hver aften, når mørket har sænket sig. Det er ikke lykkedes mig at finde deres opholdssted… jeg ville ellers gerne samle grene og kvas sammen i en bunke, så de blev her vinteren over. Jeg har læst, at de ynder en ‘rodet’ have, hvilket stemmer ret fint overens med, at der er fire i min, så måske har de fundet ly et sted i rodet og behøver ikke hjælp.

Weekenden er kun få timer væk. Den er booket med dejligt selskab og åndehuller bare til mig.

God weekend til dig!

0

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *