En mand der hedder Ove

Ove er 59 år. Han kører Saab. Folk kalder ham “bitter” og “en nabos værste mareridt”. Men Ove er for helvede ikke bitter, bare fordi han ikke smiler fra morgen til aften! Der er heller ikke meget at grine af, når Ove hver morgen står tidligt op og går en inspektionsrunde i kvarteret. Flytter cykler, rusker i låste døre og kvalitetstjekker naboernes affaldssortering i skralderummet. Men under huden på den rigide regelrytter findes en historie og en sorg. Og den november dag, hvor temperamentsfulde persiske Parvaneh og hendes lange, milde mand baglæns parallel parkerer oven i Oves postkasse, bliver begyndelsen på en morsom og rørende fortælling. Om værdien af kvalitetsværktøj og uventet venskab, om selvmordsforsøg og gammel kærlighed, herreløse katte og kunsten at bakke med en anhænger. Og som kommer til at forandre en mand og en boligforening fra grunden.

Aalborg har fået ny biograf beliggende i Aalborg City Syd og lagde i aftes sal til en prøvevisning af filmatiseringen af ‘En mand der hedder Ove‘. Filmen har først ordinær premiere i maj og biografen åbner først officielt om et par dage… så det var en prøveklud på alle fronter.

City Syd er Aalborgs store shopping mekka og i forhold til parkering ligger biografen perfekt. Der er 4500 gratis parkeringspladser i umiddelbar nærhed. Det er dog ikke en biograf jeg kommer til at benytte mig ret meget af. Når man kommer fra Hals er der 40 minutters kørsel mod 25 minutter til midtbyen.

Biografen fremhæver selv stolene som værende fantastiske, men jeg er ikke imponeret. Jeg talte med en kollega til morgen – som også var tilstede i aftes – og han havde, ligesom jeg, bemærket, at man skulle bruge forholdsvis mange kræfter for at læne stolen tilbage og holde den der. Desuden knirkede flere fælt. Udover det var det en fin oplevelse både på lyd- og billedsiden.

Filmen… jamen, Rolf Lassgård er jo suveræn som Ove og filmen om den sure gamle mand, som er så fandens dårligt til at dø, er en charmerende, skæv og underholdende fortælling, men samtidig også rørende og fuld af alvor.

0

One Comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *