Turen gik til Rold
Vi kørte fra Hals tilpas tidligt og havde derfor tid til at gå en lang tur med hundene i skoven inden vores kl. 14 aftale med Joan i Purestyleliving.
Det holdt tørt og der var skønt i Rold Skov. Det er et virkelig smukt område, som kun mangler nærheden til ‘a haw’ for at være helt perfekt.
Jeg skulle egentlig blot hente et tæppe, jeg havde bestilt – men vi endte som sædvanlig med at have mere med hjem end planlagt.
Æggespiseren i mig faldt fluks for de smukke æggebægre fra Keith Brymer Jones og i øvrigt for alle de andre ting i samme serie. Tosset lækre sager. Der røg også et par æsker fra House Doctor i kurven og det samme gjorde det glade gule minutur fra Zassenhaus.
Poden købte også æsker, melamin skeer fra Rice og forelskede sig desuden i et sjovt tæppe – en Bloomingville kollektionsprøve, som hun fik rørende billigt.
Det er altid en fornøjelse at besøge Joan på lagret i Purestyleliving… men farligt. Der er så mange smukke ting at lade sig friste af – nu er du advaret!