Uduelig… mig altså!

Nu gik det ellers lige så godt. Vi var kommet gennem påsken med smil, lange varme samtaler og godt humør. Næsten. For i mandags blev jeg ærlig talt sådan lidt småirriteret. Som jeg bli’r når jeg bliver kontaktet og kort efter mærker at nærværet er et helt andet sted. Farvel og tak sagde jeg hurtigt og spidst. Åbenbart lidt for hurtigt og lidt for spidst… for nu har jeg vist igen trådt på dén tå, der altid stikker lidt for langt ud og som er så forbasket nærtagende.

Jeg ville ønske h*n ville lade være med at tage initiativ til samtale, når h*n i virkeligheden hverken har lysten eller tiden.

(Hmmm… måske er det i virkeligheden mig, der er nærtagende… eller også dur jeg bare ikke til den der slags forhold :?)

0