Med Metrobus 1
Fridag. De sidste julegaver skulle klares.
Buschaufføren var af “anden etnisk herkomst” og startede med at meddele mig, at jeg var nødt til at vente på næste bus… inden jeg ærgrede mig alt for meget lyste han op i et stort smil. Han havde taget r**** på mig og morede sig kongeligt. Han synes så ikke, jeg skulle betale for turen, men jeg var nødt til at sætte mig helt oppe på forreste sæde, så jeg hurtigt kunne klippe, hvis der kom kontrol.
Okay med mig!
Hvad jeg ikke lige have forudset, var en 20-25 minutter lang samtale med en mand, der snakkede temmelig gebrokkent dansk og på sin egen smilende og charmerende måde fik pumpet mig for alskens oplysninger: bopæl, alder, ægteskabelig status, job, løn osv. uagtet at bussen ind mod Aalborg blev fyldt med folk.
Gad vide om han havde friet til mig, hvis jeg skulle have været med ret meget længere 😕
Han kørte også bussen hjem – man da måtte jeg slippe et klip og han måtte nøjes med et smil.
.
2 Comments
Mette
Det formåede han i hvert fald – ikke bare hos mig, men også hos flere af mine medpassagerer.
Katrine
Og underligt nok, er det de små overraskende samtaler, der kan hæve humøret den dag.