Jeg var 17 år. Bussen fra TelAviv havde netop sat mig af og jeg hankede op i mine to kufferter og traskede ind af denne indkørsel ude at vide, hvad der ventede.

Det var juli, mener jeg, og en måned eller to forinden, havde jeg færdiggjort min uddannelse på Handelskolen i Aalborg. Jeg anede ikke, hvad jeg ville og min far gad ikke se på, at jeg ikke havde noget at lave.

På Handelsskolen havde jeg gået i klasse med den noget ældre Pia. Hun havde en veninde, som nogle år forinden havde været i kibbutz. Det lød spændende og hun kradsede adressen ned på et stykke papir. Jeg sendte en jobansøgning af sted. Ikke længe efter kom der brev fra Mirka – jeg skulle være velkommen som volontør, hvis jeg kunne blive mindst tre måneder.

Jeg mindes ikke, at det kostede nogen som helst overtalelse hos mine forældre. Tværtimod. Der blev købt en togbillet til København og en flybillet videre til TelAviv. Da jeg satte mig ind i dét fly vidste jeg ikke, hvor jeg derefter skulle hen, men jeg var udstyret med eventyrlyst, ukuelig optimisme og amerikanske dollars nok til at kunne køre taxa på tværs af Israel. Cirka.

Det skulle jeg nok klare.

Der var flere unge mennesker med flyet, mest rygsækrejsende og bag mig sad en fyr, som også rejste alene. Vi faldt i snak. Jeg husker ikke hans navn (måske Steen, men jeg er ikke sikker), kun at han var elev i ØK og skulle på rundrejse i Israel.

Da flyet ankom til TelAviv var det sen aften, mørkt og en samtale med en taxachauffør viste, at det ville koste $300 at blive kørt til Kibbutz Mishmar HaSharon. Min rejsemakker – lad os for nemheds skyld kalde ham Steen – tilbød at hjælpe mig, så jeg kunne spare de mange penge.

Vi indlogerede os i en campinghytte i nærheden af lufthavnen og afventede den nye dag og lyset. Man kunne sagtens komme med adskillige advarende indvindinger mod at følge med en fremmed fyr i et fremmed land, men den tanke tænkte jeg ikke.

Steen var tilsyneladende en erfaren rejsende og vi kom hurtigt videre fra lufthavnen og ind til byen. Han havde en aftale med et rejsebureau, hvor han skulle hente noget materiale vedr. sin rundrejse og jeg fulgte med. Vi fandt den rigtige bus på TelAviv station. Stationen var kæmpe stor og der var et inferno af larm, busser og mennesker. Steen stiger på bussen. Jeg bliver lidt klemt og kommer derfor ikke ind sammen med ham. Da bussen er fyldt klapper dørene i og udenfor står jeg med min ene kuffert, mens Steen befinder sig på den kørende bus med min anden kuffert!

Han står nede bag i bussen og får med med håndtegn forklaret, hvor mange busstop jeg skal med. Jeg tager den næste bus med samme nummer og får hjælp af billetkontrolløren til at tælle stoppested.

Jeg sidder på gaden i TelAviv med min kuffert og føler mig vist en anelse rådvild. Hvor lang tid der går ved jeg ikke, men langt nede af gaden kommer der en ung fyr gående imod mig iklædt en t-shirt udformet som Dannebrog.

Det var Steen med halvdelen af min bagage.

Behøver jeg at sige, at jeg var lettet?

Bussen fra TelAviv satte mig af, jeg vinkede til Steen, hankede op i mine to kufferter og traskede op af indkørslen ude at vide, hvad der ventede…

Jeg så ham aldrig igen, vi udvekslede ikke kontakt oplysninger, men jeg ville give min højre arm for at få kontakt med ham – jeg fik vist aldrig sagt tak nok!