Alfrida har forladt landet og i dag var der så på det nærmeste helt vindstille ved stranden.

Der var smukt og koldt. Det lave vand var frosset til is… noget Bob synes var meget underligt. Selv træder jeg meget varsomt. Jeg er så smerteplaget i skulderen/overarmen, at jeg er rædselsslagen for at falde, så jeg er nødt til at værge for mig.

Tirsdag har jeg en tid ved lægen. Jeg har alt for længe ventet på, at det skulle gå væk af sig selv, men smerterne er begyndt at påvirke min søvn, min arbejde og min dagligdag, så nu er vi nok nødt til at sætte en eller anden form for undersøgelse/behandling igang.

Heldigvis har jeg min sundhedsforsikring, så jeg behøver ikke vente i det offentlige system i månedsvis.

Jeg har godt kunne fornemme, at der er optøning på vej.

Ikke meget, men alligevel nok til at være mærkbart.

Tirsdag morgen kunne fysioterapeut Thomas bekræfte min anelse: kroppen er begyndt at gøre sit arbejde med cellefornyelse og ledkapslen i min skulder er lidt mere medgørlig. Lidt mindre stiv.

Han manede dog til besindighed og lod mig forstå, at det varer længe endnu før jeg kan slå vejrmøller.

Fremover arbejder vi med styrken i armen, skulderen og skulderbladet og prøver at lade kroppen gøre arbejdet med ledkapslen. Ikke flere manipulationer, men bare øvelser, der gør mig i stand til bedre at klare hverdagsting som hænge tøj op, vaske hår, klæde mig på osv.

Efter mere end et år med en ubrugelig skulder er jeg ret tilfreds med selv de mindste fremskridt.